"Sådan spotter du en homo": Malaysisk avis får kritik for kontroversiel tjekliste

Det er ulovligt at være homoseksuel i det muslimske land.

Homoseksuelle fra Malaysia tager eksempelvis til pride-parade i Taipei i Taiwan, fordi deres seksualitet er forbudt i deres hjemland. (Foto: © NICKY LOH, Scanpix)

Bøsser er glade for mærkevarer, skæg og stramme t-shirts, der kan fremhæve deres mavemuskler.

Lesbiske er derimod glade for at kramme hinanden og gå hånd i hånd, og så kan de godt lide at nedgøre mænd.

Det er hvert fald budskaberne i en omstridt artikel, som i sidste uge blev bragt i det malaysiske dagblad Sinar Harian.

Her har man i punktform oplistet en række træk, som ifølge avisen skulle være karakteristiske for LGBT-personer.

Homoseksualitet er nemlig ulovligt i Malaysia, hvor størstedelen af befolkningen er muslimer, og det kan give op til 20 års fængsel, hvis myndighederne opdager det.

Derfor har artiklen også skabt debat i det sydøstasiatiske land, hvor flere homoseksuelle og transpersoner i den seneste tid har mistet livet.

Flere forargede personer har delt et billedet af listen på Twitter:

https://twitter.com/iHubertLee/status/961879927225110528?ref_src=twsrc%5Etfw

Vigtigere emner at tage fat i

Sidste år blev den 18-årige T Nhaveen banket og brændt til døde af sine medstuderende, fordi han angiveligt var bøsse.

Et par måneder efter blev den 27-årige transperson Sameera Krishnan skudt tre gang i et målrettet angreb, mens hun var på arbejde i sin blomsterbutik.

Og ifølge den malaysiske aktivist Arwind Kumar, der er en af landets største stjerner på de sociale medier, kan artiklen i Sinar Harian meget vel føre til flere dødsfald.

- Der er mange andre og mere vigtige emner i dette land, som vi bliver nødt til at tage hånd om, siger Arwind Kumar i en YouTube-video, der er blevet vist mere end 20.000 gange.

- Hvis man virkelig ønsker at opdrage samfundet, bør man i stedet fortælle dem, hvordan man spotter en pædofil, en overgrebsmand, en morder, en kidnapper og folk, der rent faktisk er en trussel for andre. Hvordan fanden kan en homoseksuel person være en trussel for ens liv?, spørger han.

Konservativ Islam på fremmarch

Arwind Kumar henviser samtidig til, at han kender flere imamer, der har langt skæg.

- Prøver I at fortælle mig, at de er bøsser? Det viser bare, hvor dumt det her her, siger han.

Ifølge The Guardian har den mere konservative form for Islam oplevet fremgang i den seneste tid i Malaysia, og det har også smittet af på måden, LGBT-emner bliver behandlet på i både medierne og i den politiske verden.

Tjeklisten blev bragt i forlængelse af et interview med imamen Ustaz Hanafiah Abd Malek, som advarer mod homoseksualitet.

Sidste år krævede landets medieråd, der vurderer nye film, at Disney fjernede en scene fra filmatiseringen af ’Skønheden og Udyret’, hvor karakteren Le Fou springer ud som homoseksuel. Det afviste tegnefilmsgiganten dog, og det blev mødt med vrede fra landets regering.

Derudover offentliggjorde landets sundhedsministerium en oplysningsvideo, der blandt andet satte fokus på, hvordan man kan undgå at blive homoseksuel, og hvilke konsekvenser det kunne føre med sig.