Før handlede Sadafs liv om skole og venner, men da Taliban indtog Kabul for to år siden, blev alt vendt på hovedet.

Den seneste uge har den unge kvinde skrevet dagbog om en stor diskussion hos brillemageren, en stille kamp for selvstændighed og kedelig madlavning og hvordan der pludselig kan være gået to år med Taliban ved magten.

Onsdag 9/8 2023

I dag var jeg i gang med min daglige rutine som alle andre dage. Jeg gik i mine egne tanker, da jeg hørte min fars stemme tale til min mor.

‏Midt i deres samtaler hørte jeg min far fortælle min mor, at Taliban forbereder sig på at fejre to-årsdagen for deres magtovertagelse ude i byen og på markedet.

Jeg stoppede med at arbejde og huskede tilbage på for to år siden.

Denne dag var jeg på vej hjem fra skole med mine venner. Vi talte om, hvem af vores venner vi skulle fejre vores dimission hos. At tænke på de dage føltes mærkeligt.

Indtil for kort tid siden havde jeg et håb om, at disse mørke dage måske ville ende. Men nu - det eneste, jeg kan tænke på, er tabet af mine drømme, og om de gode dage nogensinde vil komme tilbage?

Efter at have tænkt over det følte jeg mig fuldstændig tom. Jeg tænkte: Hvorfor skal vi leve uden et mål?

Hvor meget jeg end kæmpede med mine fortvivlede tanker og prøvede at skubbe dem ud af mit hoved, kunne jeg ikke. Jeg kan ikke forestille mig en lys fremtid, for hver dag ser vi en ny beslutning fra Taliban om at holde kvinder og piger derhjemme.

Jeg opdagede, at jeg havde brugt hele dagen med de her desperate tanker, jeg mærkede ikke engang tiden gå, og nu var det tid til at sove. Inden jeg faldt i søvn, ønskede jeg, at jeg kunne begynde dagen i morgen med en håbefuld nyhed.

Torsdag 10/8 2023

De negative følelser har fyldt mit sind lige siden i går, så jeg vil skrive mine tanker ned for at slippe af med dem.

Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde. Fra Talibans forfærdelige beslutninger vedrørende kvinder, fortsættelsen af Talibans magt over Afghanistan, eller mine drømme som er knuste. Jeg er ikke sikker på, at jeg en dag vil få dem tilbage. Alle mine tanker er forvirrede og gør mig angst for min fremtid og for mine søstre og kvinderne i Afghanistan.

Det er mærkeligt for mig. Der var dage, hvor jeg studerede hårdt og prøvede at blive en succesfuld psykolog og hjælpe mennesker, som er blevet traumatiserede af de seneste årtier. Men ikke nok med at jeg i dag ikke kan hjælpe andre, det er også umuligt for mig at se det for mig.

Efter alle skoler og uddannelsesinstitutioner blev lukket for piger, besluttede jeg mig for at lære et nyt fag som frisør eller at sy. Jeg blev meget overrasket, da jeg hørte Talibans ordre om at lukke skønhedssaloner, for skønhedssalon er jo kun for kvinder og havde intet med mænd at gøre. Det var den eneste måde, kvinder kunne være uafhængige på, og nogle kvinder forsørgede endda deres familier på den måde. Derfor turde jeg ikke engang melde mig til en syskole, for der bliver måske også bare indført et forbud mod dem.

I stedet prøver jeg på at bruge mine dage aktivt på at læse bøger og hjælpe min bror med noget arbejde derhjemme. Jeg brugte nogle timer på det, så jeg kunne glemme min sorg over alle de her beslutninger i et par timer.

Fredag 11/8 2023

De fleste dage står vi alle sammen tidligt op for at gøre de ting, som kræver strøm, og så vi kan få mest muligt ud af de få timers strøm, vi har. Vi står altid med mangel på elektricitet. Hver dag, når jeg har spist morgenmad, begynder jeg med at feje og gøre rent. Jeg pudser vinduer og spejlene.

Vi har stadig et stort og smukt hus, som det normalt er mit ansvar at holde rent og ordentligt. Det har jeg travlt med frem til frokosttid. Jeg er ikke særligt interesseret i at lave mad, så det er min søsters ansvar at stå for frokost. Jeg vasker op, efter vi har spist.

Efter at have ordnet de ting, havde jeg ikke noget særligt at lave før om aftenen. Før gik jeg til engelskundervisning hver dag. Men efter kurset er blevet lukket, fortsætter jeg det samme program derhjemme.

Ud over det har jeg lavet oversættelser med hjælp fra min bror de sidste par dage. Jeg prøver at arbejde så hurtigt som muligt og blive selvkørende. Det er sjovt at oversætte, jeg bruger mere og mere tid på det.

Som regel samles familien om aftenen i gårdhaven. Vi taler og drikker te og kaffe. Gennemgår vores minder. Som regel giver min far gode råd og opmuntrer os. Min mor husker stadig den første gang, Taliban var ved til magten. Hun siger, at man ikke skal miste modet, men vente på bedre dage.

Jeg brugte resten af aftenen på at studere og arbejde, og sådan slutter jeg mine dage.

Lørdag 12/8 2023

Da skolerne blev lukket for piger, blev vi isolerede derhjemme. Vi var hjemme i flere måneder, efter Taliban kom. I begyndelsen var situationen meget værre, fordi der gik et rygte om, at de gik rundt til familier, der havde piger over 12 år, og tvang dem til at gifte sig med deres krigere. Det var meget skræmmende for os alle. Absolut ingen ønsker at blive gift i en ung alder med en talibansoldat.

I begyndelsen efter Talibans ankomst gik jeg ikke engang ud af huset, men med tiden blev følelsen af angst og frygt mindre. Kvinder kunne begynde at gå ud af huset for at købe ind, hvis de overholdt Talibans regler.

Da vi fandt ud af det, besluttede jeg at bruge den eneste mulighed, der var tilbage for at studere. Mine søstre og jeg meldte os til en sprogskole og begyndte at lære engelsk, det var meget spændende. Vi havde dog mange problemer, blandt andet afstanden. Det tager tid at komme til kurset i bil, og vi havde stadig økonomiske problemer, for med Talibans ankomst var de fleste muligheder for arbejde lukket.

På trods af det støttede vores familie os, især mine brødre. På vej til kurset skulle vi være iført islamisk tildækning og alt vores tøj, inklusiv sløret, skulle være sort. Jeg skulle have sorte strømper på og en sort maske for munden. Hvis vi ikke havde en burka, skulle vi møde op på kurset med et sort mundbind, ellers fik vi ikke lov at komme ind i klasseværelserne. Sådan gik det i seks måneder. Så beordrede Taliban, at kurset for piger blev lukket…

Jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal beskrive mine følelser på det tidspunkt, så man forstår det. Følelsen af, at jeg er i en blindgyde, og at jeg ikke kan gøre noget for at forbedre mit liv, for at opnå mine drømme og skabe min fremtid.

Alt det, vi havde forestillet os, blev ødelagt på én gang. Alle følte det samme, alle var knuste. Min familie var meget berørt af denne beslutning fra Taliban. Det var svært for dem at se vores sorg og skuffelse.

I flere måneder kæmpede vi med mentalt og følelsesmæssigt pres. Alle dage var kolde og deprimerende. Vi kæmpede for at holde fast i håbet om, at skoler og kurser snart ville blive genåbnet. Men uger og dage gik, og intet skete. Jeg begyndte at tænke mærkelige tanker. Jeg spurgte mig selv: Kommer jeg til at kunne studere og arbejde uden for hjemmet? Vil al den frihed, vi havde, blive fortæret på få år?

Det, der gjorde os mest kede af det, var tanken om, at madlavning og husarbejde er det eneste, vi kan lære i vores liv?

Det var i de dage, min bror foreslog, at jeg skulle fortsætte med at studere derhjemme med hjælp fra ham. Han sagde også, at han vil hjælpe med at lære at oversætte tekster og tjene mine egne penge. Det prøver jeg.

Søndag 13/8 2023

Jeg følte, at i dag var en god dag. Jeg var mere munter end de foregående dage.

Planen var at overstå mit huslige arbejde hurtigt og så kaste mig over oversættelserne. Så kom min brors kone og fortalte, at hun ville bage en ny slags kage. Vi kunne spise den, når min far kom hjem fra naboens bryllup.

Jeg gjorde mit husarbejde færdigt hurtigt, bagefter lavede min storesøster mad som sædvanlig, og min svigerinde bagte kage med min lillesøster.

Efter frokost gik jeg i gang med mine hjemmestudier og bagefter oversættelserne og fik travlt med det.

Omkring solnedgang kom min lillesøster og fortalte, at min far var kommet hjem fra brylluppet og kagen og te stod klar. Jeg gik ned i gårdhaven for at sidde med min familie, drikke grøn te og spise kage.

Min far og bror så lidt forvirrede og oprørte ud. Efter lidt tid med forskellige samtaler, rystede min far på hovedet og sagde: "Historien gentager sig".

Hvordan? spurgte alle.

Han fortsatte: "Bruden blev budt velkommen til festen med sang og glæde, men efter nogle minutter kom talibansoldater og stoppede musikerne. De sagde, at vores samfund er et islamisk samfund, hvor der ikke skal spilles musik, og hvis det sker igen, vil der blive taget retslige skridt imod dem".

Vi blev alle sammen kede af det, og min søster sagde overrasket: "Jeg troede, at musikken måske var stoppet på grund af en strømafbrydelse".

Min far fortsatte: "For 27 år siden, da Taliban tog magten i Afghanistan for første gang, skete det samme til et af vores familiemedlemmers bryllup. Taliban gik ind i huset under festen og opførte sig voldeligt".

Min mor fortsatte: "Ja, jeg havde forventet, at Taliban i dag er det samme Taliban som for 27 år siden. Men nogle mennesker mener, at Taliban nu er blevet mere oplyste og ikke længere bruger vold mod kvinder".

Når man tænker på de seneste beslutninger, som Taliban har truffet mod kvinder, og det faktum, at de tager mere af kvinders frihed dag for dag, kommer jeg til den konklusion, at Taliban stadig har de samme gamle problemer med kvinder.

Min mor fortsatte: "Mange kvinder, som før forsørgede deres familie alene, arbejder nu som regeringsdamer eller tigger på gaden. Eller endnu værre: De er nødt til at sælge deres børn, fordi Taliban har taget alle jobmuligheder fra dem. Det var det samme under deres første styre: Piger måtte ikke gå i skole, de fleste mænd var arbejdsløse, og kun nogle kvinder var i stand til at tage sig af deres familie. De måtte lære at sy og arbejde på systuer og som løn fik de hvede, bønner og ris i stedet for penge".

Min lillesøster spurgte, om der også var regler for hvilket tøj kvinder måtte gå i dengang.

Min far lo og rystede trist på hovedet: "Under Talibans første styre var kvinders beklædning meget mere strengt kontrolleret. Talibansoldater strejfede overalt i byen med piske, og de accepterede ikke, hvis nogen ikke fulgte deres ordrer. Selv hvis en kvinde løftede sit slør for at trække vejret ordentligt bare et øjeblik, ville moralpolitiet se det og piske hende".

Han fortsatte: "Jeg kan huske en dag, vi var på vej hjem inde fra byen. Der gik en kvinde foran os, hvis ben kunne anes under burkaen".

Min far advarede hende forsigtigt, for Talibans moralpoliti kunne dukke op når som helst. Hun ignorerede, hvad han sagde og fortsatte. Da hun pludselig stødte på Taliban, slog de hende med en pisk med det samme. Min far kunne kun se på og havde ondt af hende.

Vi var alle chokerede og tavse efter at have hørt den historie… Nu hvor, der er gået nogle timer, tænker jeg, at forholdene har været lige dårlige for kvinder i begge perioder under Taliban.

Mandag 14/8 2023

I dag skulle jeg til optiker sammen med min far, fordi mine briller er i stykker. Jeg skal bruge briller, fordi jeg ser på min bærbare computer så meget.

På vej derhen lagde jeg mærke til forandringerne i byen i forhold til før. Byen var fuld af talibansoldater. Der var mange flere kontrolposter, og de prøvede intenst at holde styr på hver en gyde. De stod i vejkrydsene med alt deres udstyr og havde alt under kontrol.

Da vi kom til brillemageren, ventede vi på, at det blev vores tur. Jeg var i mine egne tanker og tænkte på alt det, jeg lige havde set. Stemmerne fra de andre i køen blev højere. Der var omkring seks personer. De talte om situationen udenfor og jubilæet for Talibans styre.

To af dem mente, at det er meget godt, at Taliban har regeret i Afghanistan i to år, og resten var uenige. De havde en stor diskussion. De to personer sagde, at under Taliban er der ikke længere prostitution og kvinder, som ikke dækker sig ordentligt til. Men de andre var imod det synspunkt.

Da jeg kom hjem, tog jeg min tildækning og slør af og lagde det til side. Det var meget varmt, så jeg pøsede vand på mine hænder og i ansigtet for at få det bedre. Vi gik i gang med at lave mad. Efter en halv time kom mine mindre søskende hjem fra skole og fortalte, at skolen holder lukket til på lørdag i anledningen af Talibans jubilæum.

Efter maden begyndte jeg mit arbejde, men jeg kunne ikke koncentrere mig. Jeg tænkte på forskellige ting. Jeg er overrasket over, hvordan to år er gået så hurtigt!

Det betyder, at vi har levet i elendighed i to år. Selvom Taliban har skabt problemer for både mænd og kvinder, er problemerne meget værre for kvinder. Jeg kan slet ikke forstå, at der er gået to år siden Talibans ankomst. Hver dag i to år håbede vi, at regimet ville ændre sig eller forbedre deres love, men det skete slet ikke!

Nu tænker jeg for mig selv: Hvor længe vil denne situation vare ved? Skal vi tilpasse os situationen? Svaret på disse spørgsmål er bestemt ubehageligt.

Jeg ser min fremtid som fuldstændig mørk. Jeg ser mine drømme som langt væk og umulige. Jeg tror ikke, at jeg har mere håb eller motivation tilbage. Nogle gange ville jeg ønske, at verden kunne høre min stemme. At verden ville lytte til de ønsker, som alle afghanske piger deler.

I podcasten Tilbage til Taliban kan du høre mere om konsekvenserne af Talibans magtovertagelse. Her vender journalist Nagieb Khaja tilbage til Afghanistan to år efter. Du kan høre alle tre afsnit i Udsyn i appen DR Lyd.