Beskyldningerne fyger gennem luften i Armenien. Landets premierminister beskylder militæret for at forsøge at kuppe sig til magten.
Militæret mener omvendt, at premierminister Nikol Pashinyan 'ikke længere er i stand til at tage en fornuftig beslutning'.
Beskyldningen om militærkup kommer, efter militæret i går opfordrede premierministeren til at gå af. Det gjorde de, fordi han for nylig fyrede en højtstående general.
Premierministerens modsvar til militærets opfordring var at gå på gaden i dag med en megafon og kalde alle sine støtter ud og demonstrere.
- Hæren er ikke en politisk institution, og deres forsøg på at blande sig i den politiske proces er uacceptabel, lød premierministerens budskab til sine støtter på gaden.
Der har dog både været modstandere og tilhængere af premierministeren ude og demonstrere i landets hovedstad, Yerevan, i løbet af dagen. Indtil videre har der blot været meldinger om sporadiske sammenstød.
Tabt krig i efteråret
Urolighederne har ulmet i Armenien, siden landet i efteråret tabte store dele af det omstridte område Nagorno-Karabakh.
Aserbajdsjan indledte i sensommeren et angreb på området, som begge lande mener, de har krav på. Det kom til voldsomme kampe og mange døde.
Armenien har siddet på området i årtier, men måtte give afkald på store dele af det i kølvandet på efterårets krig. Til stor utilfredshed for den armenske befolkning.
Mange samlede sig på gaden for at vise deres utilfredshed, og det endte med, at de brød ind i landets parlament.
I videoen kan du se, hvordan armenierne sætter ild til deres huse i Nagorno-Karabakh, inden aserbajdsjanerne kommer.
Rusland, der i efteråret var med til at facilitere en fredsaftale mellem stridsparterne, har nu fredsbevarende styrker i Nagorno-Karabakh. Armenien og Rusland indgår i en militæralliance, men Rusland tog ikke nogen side i konflikten mellem Armenien og Aserbajdsjan, og sælger da også våben til begge parter.
Forsøger at redde sig
Den armenske premierminister har først og fremmest et mål for øje med sin aktion i Yerevans gader i dag: Overlevelse. Det forklarer DR's Rusland-korrespondent Matilde Kimer.
Spørgsmålet er nu, hvordan situationen kommer til at udvikle sig.
- Der er også en masse folk på gaden, som støtter hæren. Vi har allerede set de første slåskampe, og man kan godt være bekymret for, at temperamenterne tager over her, for landet er voldsomt splittet, lyder det fra Matilde Kimer.
Lige nu ligner det ikke, at premierministerens modstandere har tænkt sig at give op. Således florerer der videoer, hvor de slår barrikader og telte op midt i den armenske hovedstad. Som for eksempel i den tilhørende video i ovenstående tweet.