Vinteren er så småt på vej i Ukraine. Og med sig bringer den russiske angreb på kritisk infrastruktur.
For når den bidende kulde rammer landet, så er der brug for mere varme og dermed også el og gas.
Det udnyttede russerne sidste vinter, hvor store dele af Ukraine stod uden strøm, vand og varme flere dage i træk.
Og ifølge den ukrainske premierminister, Denys Sjmyhal, så vidner de seneste to ugers russiske angreb om, at Rusland endnu engang går efter den kritiske infrastruktur.
- Vi kan forstå, at sæsonen for energiterror allerede er begyndt, sagde han på et økonomisk forum i Kyiv ifølge mediet AFP.
Men Ukraine er "meget stærkere og meget bedre forberedt" denne vinter, siger Sjmyhal.
- Vinteren bliver helt sikkert svær. Men vi er bedre forberedt på det, fordi vi forstår, hvad fjenden forbereder sig på, og hvilke trusler og udfordringer vi alle står overfor.
Og så vil Ukraine bruge flere ressourcer på at beskytte deres kraftværker, siger premierministeren.
DR's reporter, Daniel Myrup, har besøgt den ukrainske by Odesa, hvor beboerne forbereder sig på den kommende energiterror-sæson.
'Vores barn sov i en stor flyverdragt'
Da angrebene raserede Ukraine sidste vinter, oplevede Vita Ljonova og hendes familie strømafbrydelserne på egen krop.
De havde næsten lige fået en baby, og derfor var manglen på vand, strøm og varme ekstra hård.
- Der var kun ni grader i vores lejlighed. Og vores barn sov i en stor, varm flyverdragt. Og så sov vi alle sammen sammen - min mand, mig, vores barn og vores hund.
Derfor købte familien en stor "powerbank", som Vita Ljonova selv beskriver det. Og den regner de med at skulle tage i brug igen.
- Det er svært med et lille barn. Men jeg håber ikke, at vi ser tre-fire dage uden strøm igen i år.
Hun håber og tror, at Ukraines luftforsvar vil kunne afværge nogle af de russiske angreb, så landet kommer nemmere igennem vinteren i år.
'Sådan er krig'
Ivan Patenko trækker lidt på skuldrende, når han bliver spurgt, hvad han har gjort for at forberede sig på strømafbrydelserne denne vinter.
- Jeg har købt nogle powerbanks og lidt ekstra tæpper. Det er det.
Han boede i Mariupol, da bomberne regnede ned over byen, og hvor nyhederne var dem, man kunne se ud af sit vindue, som han fortæller.
- Jeg overlevede tre uger uden lys, vand eller varme. Så jeg overlever også den her vinter.
Han forventer, at russerne vil angribe den kritiske infrastruktur denne vinter, ligesom de gjorde sidste år. Men han regner ikke med, at strømafbrydelserne kommer til at vare i flere dage.
Hvad tænker du om, at Rusland er begyndt at angribe kritisk infrastruktur igen?
- Det er jeg selvfølgelig ikke glad for. Men sådan er krig.
Og når strømafbrydelserne så kommer - korte eller lange - har Ivan Patenko en række gode råd til at komme bedst muligt igennem dem.
- Du skal have en campinglampe, et lille gaslager så du kan få varme og varmt vand. Og så en powerbank til at lade telefonerne, så du kan underholde dine børn med tegneserier.
Røde Kors har travlt
Hos Røde Kors i Odesa er de travlt beskæftiget med at forberede sig og ukrainerne på de kolde temperaturer og perioder uden vand og varme.
Det fortæller finske Pasi Aaltonen, der bor i Odesa og arbejder for Røde Kors.
- Vi hjælper folk med at skifte vinduer, isolere bygninger og den slags, så folk bedre kan holde varmen, siger han.
- Vintersæsonen er på vej, så det er et stort problem og det vigtigste emne for os lige nu.
Han har selv taget sit ”finske grej” med til at holde varmen over vinteren. Så han regner ikke med, at det bliver et problem for ham.
Og så har han sørget for at købe en masse stearinlys og powerbanks.