Safari-guide dræbt af løve

En guide er dræbt af en løve i samme park i Zimbabwe, hvor drabet på løven Cecil skete i juli.

Ingen af turisterne kom noget til, da løven angreb guiden. (Foto: Tony Karumba © Scanpix)

En safari-guide er blevet dræbt af en løve i den samme nationalpark i Zimbabwe, hvor løven Cecil i juli blev skudt.

Guiden var i mandags på tur i Hwange National Park, da han fik øje på seks løver, fortæller politiets talsmand Charity Charamba. - En af løverne havde unger og blev arrig. Quinn Swales fik først skræmt løverne væk, men pludselig lavede han-løven en u-vending og angreb ham, fortæller Charity Charamba ifølge AP.

Turister uskadt

Guiden havde seks turister med på fotosafari, som alle slap uskadt. De kom gående sammen, da han fik øje på de friske løvespor og besluttede at følge dem med sin gruppe.

Den 40-årige guide blev pludselig og uventet angrebet af en løve og døde senere samme dag af sine skrammer, lyder det fra hans arbejdsgiver Camp Hwange. - Vi kan bekræfte, at guiden gjorde alt, hvad han skulle for at beskytte sine gæster, og ingen gæster kom noget til, lyder meldingen.

Det vakte stor opstandelse, og historien gik jorden rundt, da løven Cecil blev skudt samme sted af den amerikanske tandlæge Walter Palmer i juli.

Facebook
Twitter