På afstand ligner det en vaskeægte kampvogn.
Den har den samme højde, er lige så bred og kamufleret, så man ikke lige med det samme kan spotte den.
Tager man nogle skridt nærmere, bliver det dog hurtigt tydeligt, at der slet ikke er tale om den ægte vare - især hvis man prikker blidt til den.
Kampvognen er fuld af luft, og det tjekkiske firma bag, Inflatech, har i årevis produceret de store kopier til krigsbrug.
- Formålet er strengt taget at narre fjenden med det, som i militær term hedder vildledningsoperationer, forklarer Kristian Lindhardt, som er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet.
- Det betyder simpelthen, at man forsøger at narre fjenden ved at få dem til at tro, at man har større enheder i et givent område, end man har, uddyber han.
Det er ikke et legetøj
Selvom den første impuls nok kunne være at daske lidt til den eller måske tage den med i poolen, så er den oppustlige kampvogn ikke legetøj.
Teknologien, der bliver brugt, er ret avanceret.
De er udstyret med et system, der både genererer varme og slår ud på en radar for at snyde fjender, som dermed forveksler dem med en ægte kampvogn.
For bedst at tage dem ved næsen er det også væsentligt, hvor man placerer de oppustelige kampvogne, fortæller Kristian Lindhardt.
- Placeringen skal virke troværdig, understreger han.
De oppustelige kampvogne skal placeres på steder, hvor den ægte vare også kunne stå.
- Hvilket får fjenden til at overveje, hvorvidt de skal angribe kampvognen - og bruge en masse ammunition - eller ej.
Og formålet er da også at få fjenden til at bruge unødvendigt meget krudt på at skyde, hvad der egentlig er et højteknologisk badedyr.
- Hvis du kan få din modstander til at bruge missiler, der koster mange millioner kroner på at bekæmpe en oppustlig kampvogn, der koster 10.000 eller 100.000 euro, så er du nået langt, siger Kristian Lindhardt.
En moderne kampvogn kan ifølge militæranalytikeren hurtigt koste et sted mellem 30 og 50 millioner kroner.
- Så det er penge, som er godt givet ud for at få fjenden til at bruge sin ammunition på den måde.
Chefen er sikker på, kampvognen bruges i Ukraine
Den avancerede teknologi gør, at de oppustelige kampvogne er klassificeret som militært udstyr, og derfor kan hvem som helst heller ikke bare troppe op og købe dem.
Vojtech Fresser, som er direktør i Inflatech, fortæller, at det tjekkiske forsvarsministerium køber de oppustelige kampvogne og efterfølgende distribuerer dem til andre lande.
Derfor ved han ikke, hvilke lande de mindre bastante kampvogne bliver solgt til, men han har lagt mærke til, at hans indtjeninger er steget til vejrs på det seneste.
- Vores overskud vokser hvert år, men det har helt sikkert ændret sig, efter krigen i Ukraine brød ud, forklarer han over telefonen.
Selvom Vojtech Fresser ikke kan garantere det, så tror han, at de oppustlige kampvogne bliver brugt i Ukraine.
- Ukraine er forsynet med det mest moderne udstyr og våben, så sandsynligheden er stor, men det er blot min vurdering, siger han.
Ifølge Vojtech Fresser leverer hans firma den mest avancerede og effektive teknologi, og så findes der ikke mange lignende producenter verden over.
Militæranalytiker Kristian Lindhardt kan ikke verificere, hvorvidt det netop er i Ukraine, de oppustlige kampvogne pustes op.
- Men firmaets omsætning er jo steget voldsomt siden starten af krigen. Det kan man så tænke over, siger han.
Og ukrainerne er også kendt for at bruge vildledning, forklarer Kristian Lindhardt.
- De har for eksempel taget gamle kampvogne ud af museer, og de har også lavet en replika af en gammel tysk panserkampvogn fra Anden Verdenskrig, som de simpelthen havde sat op langs et vejstykke.
Kampvognen skulle snyde russerne til at tro, at der var tale om regulære kampvogne.
Hyppigt brugt i Anden Verdenskrig
Selvom oppustlige kampvogne, der kan slå ud på radarer, kan virke meget moderne, så er det slet ikke et nyt fænomen at bruge lokkemidler i krigsførelse.
Under Anden Verdenskrig var det et middel, man i høj grad benyttede sig af.
For eksempel snød amerikanerne fjenden med en "Ghost Army" - på dansk en spøgelseshær.
1.100 soldater rejste rundt i Europa og lod som om, de var en rigtig militærenhed.
Soldater er måske ikke den helt korrekte betegnelse, for når alt kommer til alt, så var de egentlig skuespillere, som i ordets bogstavligste forstand tog deres rolle til sig.
- Der var stort set ikke indhold i hæren, men der var nogle folk, der sad og sendte en masse signaler, også var der masser oppustlige kampvogne og lastbiler, forklarer militæranalytiker Kristian Lindhardt.
Radiooperatører lavede falske historier om, hvor de allierede befandt sig henne, og der blev spillet lyde af panser- og infanterienheder fra lastbiler.
I alt iscenesatte spøgelseshæren 20 falske operationer i Frankrig, Belgien, Luxembourg og Tyskland, ofte faretruende tæt på frontlinjerne.
Dengang måtte soldaterne selv puste kampvognene op. Sådan er det ikke i dag.
En pumpe presser nok luft i kampvognene, så de er klar i løbet af ti minutter.
Lige nu producerer Inflatech omkring 40 oppustelige kampvogne om måneden, men det tal forventer Vojtech Fresser vil stige i de næste år.
Han håber dog på, at firmaet en dag kan vende tilbage til at producere hoppeborge, men da freden i verden ikke ser ud til at træffe ind lige foreløbigt, så fortsætter de deres arbejde.