Salman Rushdie: Verden svigter ytringsfriheden

Den vestlige verden er ved at sætte sit forsvar for ytringsfriheden over styr, mener den verdensberømte forfatter Salman Rushdie.

Den vestlige verden er ved at sætte sit forsvar for ytringsfriheden over styr. Tendensen til at ville forsone og gå på kompromis med helt fundamentale demokratiske værdier er dybt bekymrende. Det siger den indisk-fødte forfatter Salman Rushdie til Deadline.

- Vi er ved at svække vores forsvar. Villigheden til at forsvare den sande intellektuelle frihed er svagere, end den har været. Der synes, at være et ønske om at forsone, gå på kompromis og bakke ud. Sådan er det i Europa, USA, men f.eks. også i Indien. Det er dybt bekymrende, siger Salman Rushdie.

Udgiver selvbiografi

Rushdie udgiver i dag sin selvbiografi. Biografien, som lander lige ned i den verserende uro i muslimske lande på baggrund af en Muhammed-film på internettet, har fokus på de tretten år, hvor han var tvunget til at gå under jorden, på grund af den fatwa, som det iranske præstestyrer udsendte efter udgivelsen af "De Sataniske Vers" i 1988.

Rushdie skriver i bogen, at han dybt fortryder de kompromissøgende udtalelser, som han selv underskrev, mens han var mest under pres i sagen.

- Ytringsfriheden er den form for frihed, som hvis den forsvinder, så forsvinder alle andre typer frihed også. Det er hjørnestenen i vores åbne samfund. At gå på kompromis - er at gå på kompromis med noget helt fundamentalt, siger han.

En for stor bekymring

Rushdie beklager, at politikere og meningsdannere i store dele verden i hans øjne vægter bekymringen for at krænke andre gennem kunst alt for højt.

Han peger på, at ingen er tvunget til at læse, se eller lytte til tekster, som de finder krænkende.

Se interviewet med Salman Rushdie tirsdag i Deadline 22.30.

Facebook
Twitter