Samme indpakning, forskelligt indhold: Flere fødevarer varierer fra land til land

Fødevarer er ikke altid ens i EU-landene, selvom indpakningen er identisk.

Ny EU-undersøgelse viser, at det er ikke altid er de samme produkter, der gemmer sig bag emballagen, selvom de ser ens ud. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Når du køber kiks, soya-mælk eller bolognese-sovs rundt om i EU-landene, skal der være det samme indhold i fødevareprodukterne, hvis indpakningen ellers er identisk.

På den måde kan EU-borgerne være sikre på, at ingredienserne og næringsindholdet er det samme, hvad enten man køber varerne i Danmark, Grækenland eller Luxembourg.

Men ifølge en ny undersøgelse, som Europa-Kommissionen har stået bag, var der i ni procent af de undersøgte produkter forskelligt indhold, selvom indpakningen var helt den samme.

Og i 22 procent af produkterne var sammensætningen af fødevarerne forskellig, selvom indpakningen var stort set ens.

- Jeg er bekymret over, at op mod en tredjedel af de undersøgte produkter havde forskellige sammensætninger, selvom de havde identisk eller lignende mærkning, lyder det i en pressemeddelelse fra kommissær Tibor Navracsics, som har ansvaret for Det Fælles Forskningscenter, der har stået bag undersøgelsen.

- Kvalitetsforskelle i produkter med samme mærkning hører ikke hjemme i EU's indre marked, tilføjer forbrugerkommissær Vera Jourová med henvisning til EU-landenes fællesmarked, hvor der er fri bevægelighed for blandt andet varer.

Her kan der ifølge Europa-Kommissionen være tale om "urimelig og ulovlig vildledning af forbrugerne", hvis to produkter, der udadtil er ens, ikke er det.

Ingen forskel på øst og vest

Der er blevet foretaget 1.380 stikprøver fra 128 forskellige fødevarer – heriblandt Coca-Cola, Becel, Ben & Jerry’s-is og olivenolie – i 19 medlemsstater, herunder Danmark.

Europa-Kommissionen har allerede iværksat en række initiativer, der skal dæmme op for problemet, herunder nye retningslinjer, som skal gøre det lettere for medlemsstaternes myndigheder at anvende EU's forbruger- og fødevarelovgivning.

Derudover vil der bliver afsat godt 940 millioner kroner, som forbrugerorganisationer kan søge, hvis de vil afprøve forskellige produkter for at se, om der er tale om vildledende praksis.

- Med de nye love, der straffer forskelle i kvaliteten og styrker forbrugermyndighedernes håndhævelseskraft, har vi de rette redskaber til at sætte en stopper for denne praksis, siger forbrugerkommissær Vera Jourová.

Undersøgelsen blev igangsat, efter at flere østeuropæiske medlemslande i 2017 havde sat spørgsmålstegn ved, om der var forskel på produkterne, hvad enten man befandt sig i Øst- eller Vesteuropa.

Men det er ikke tilfældet, viser undersøgelsen.

- Jeg er glad for, at de ikke fandt nogen tegn på en kløft mellem øst og vest i sammensætningen af fødevarer, siger Tibor Navracsics.

Facebook
Twitter