Sammenstød på Gaza-grænsen

Militante palæstinensere har sprængt en bombe tæt på en israelsk patrulje, der befandt sig på grænsen mellem Israel og Gaza. En israelsk soldat blev dræbt og tre såret.

Indbyggerne i Gaza frygter, at de to parters ensidigt erklærede våbenhviler bryder sammen (Foto: Olivier Laban-Mattei © Scanpix)

Militante palæstinensere har sprængt en bombe tæt på en israelsk patrulje, der befandt sig på grænsen mellem Israel og Gaza.

Bomben betegnes som en vejsidebombe, og sprang tæt ved den stadig lukkede grænseovergang Kissufim. Det israelske militær har bekræftet, at en soldat blev dræbt og tre blev såret, heraf en alvorligt.

Beskydning

Det israleske militære reagerede ifølge dagbladet The Jerusalem Post med beskydning af flere mål på Gaza-siden. Der blev indsat såvel kamphelikoptere som kampvogne i beskydningen, der ramte flere beboelsesbygninger.

Dermed tyder det på, at den 10 dage gamle våbenhvile i den palæstinensiske enklave er brudt. Ingen af parterne antydede dog, at våbenhvilen nu er forbi.

Palæstinensiske hospitalskilder siger, ifølge dagbladet Ha'aretz, at en palæstinenser er blevet dræbt. Ifølge oplysningerne er der tale om en bonde.

Israel svarer igen

Episoden er den første siden den våbenhvile, Israel ensidigt indførte forrige lørdag. Forsvarsminister Ehud Barak har forsikret, at der vil komme et israelsk svar på bomben, men villle ikke uddybe omfanger af den israelske reaktion.

Hamas-repræsentanter har i dag sagt, at den våbenhvile den islamiske bevægelse indførte dagen efter, foreløbig forlænges til i hvert fald 5. februar.

Facebook
Twitter