Tema Krigen i Syrien

Samuelsen fordømmer angreb på civile i Aleppo

Udenrigsministeren kalder syrisk regimes angreb og overgreb mod civile i Aleppo for hensynsløse.

Meldinger om nye bombardementer efter indgået våbenhvile i Aleppo får udenrigsminister Anders Samuelsen til at forømme angrebene på civile. (Foto: Karam al-Masri © Scanpix)

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) fordømmer det syriske regimes angreb mod civile i den syriske by Aleppo.

- Jeg fordømmer de hensynsløse angreb og overgreb, som regimet og dets allierede har begået i Aleppo og i resten af Syrien, skriver Anders Samuelsen på Facebook.

Meldingen kommer, efter at syriske regeringssoldater angiveligt i morges har genoptaget bombardementet af oprørsgrupper i Aleppo.

En våbenhvile var ellers indledt, og planen var, at civile skulle evakueres. Men evakueringen er tilsyneladende ikke blevet til noget.

Den danske udenrigsminister skriver, at de ansvarlige bag angrebene skal stilles til ansvar.

Derudover skal det internationale samfund ifølge Anders Samuelsen blive ved med at presse på for en national våbenhvile, og det skal sikres, at den humanitære hjælp kan komme uhindret frem til de civile ofre.

Udenrigsministeren mødes på fredag med repræsentanter for den syriske opposition i København.

/ritzau/