Samuelsen ønsker USA-afhængighed: 'Tydeligt, at Europa ikke kan klare det selv'

USA er krumtappen i forsvaret af Europas frihed, siger Anders Samuelsen (LA), som ønsker anden vej end Merkel.

Den danske udenrigsminister Anders Samuelsen deltager i dag et EU-møde i Wien, hvor EU's forhold til USA er på dagsordenen. (Foto: Tariq Mikkel Khan © Scanpix)

Under præsident Donald Trumps ledelse er forholdet til USA nu på et niveau, hvor det kvalificerer til at blive behandlet som et hovedpunkt, når EU's udenrigsministre mødes.

Det er ifølge EU's udenrigschef første gang, at udenrigsministrene skal drøfte forholdet, og USA synes i øjeblikket at splitte EU-landene.

Mens de store EU-kernelande Frankrig og Tyskland på det seneste har argumenteret for, at Europa skal være mindre afhængig af USA, så vil udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) fastholde det nuværende forhold.

- Min hovedpointe er, at amerikanerne er krumtappen i forsvaret af vores frihed. Trækker man amerikanerne ud af ligningen, er det tydeligt, at Europa ikke kan klare det hele selv, siger Anders Samuelsen på vej ind til EU-mødet i Wien.

Han anerkender, at man står i en uvant situation. Udenrigsministeren henviser til præsident Donald Trumps udfald mod Europa og EU på Twitter.

Samuelsen appellerer til at "holde fokus på bolden". Ifølge ministeren er USA i øjeblikket mere til stede og hjælpsom i Europa, end amerikanerne var, før Trump overtog roret i Washington.

EU's udenrigschef ønsker med drøftelserne af USA-forholdet en brainstorm. Hun kommer med andre ord ikke med et fast mål for debatten i forbindelse med udenrigsministermødet, der er en tradition ved åbningen af et nyt EU-formandskab. Østrig har for nylig overtaget den rolle.

- Forholdet (til USA, red.) er fortsat stærkt. Men det er udfordrende, siger Federica Mogherini med et bredt smil ved sin ankomst til Hofburg, mens hun søger efter en grimasse.

Udenrigschefen understreger, at hun trods de aktuelle udfordringer mener, at EU's partnerskab og venskab med "USA og det amerikanske folk er så stærkt som nogensinde".

Både den franske præsident, Emmanuel Macron, og den tyske udenrigsminister, Heiko Maas, har de seneste dage fremført, at EU skal være mindre afhængig af USA.

/ritzau/

Facebook
Twitter