Tema Kampen om EU-agenturer

Samuelsen: Svenskerne svigtede os i kampen om EU-agentur

Udenrigsministeren er skuffet over manglende støtte, da Danmark bød på eftertragtet agentur.

Sverige har i den grad svigtet Danmark, Malmø og hele det nordiske samarbejde ved ikke at stemme på København som ny hjemby for Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).

Jeg er noget skuffet over svenskerne. De svigter på rigtig mange felter i dag

Anders Samuelsen (LA), udenrigsminister

Det er meldingen fra den danske udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA), efter at København her til eftermiddag tabte kampen til den hollandske hovedstad, Amsterdam, om at huse EU-agenturet.

- Jeg vil gerne takke alle dem, der har støttet os undervejs i dette her forløb, det har vi været rigtig, rigtig glade for, siger udenrigsministeren efter afstemningen i EU-hovedstaden, Bruxelles.

- Og så skal jeg ikke undlade at sige, at jeg er noget skuffet over svenskerne. De svigter på rigtig mange felter i dag.

Opsigtsvækkende melding

Danmark var et af 18 EU-lande, der havde lagt billet ind på at få agenturet, som i dag ligger i den britiske hovedstad, London.

Det skal nemlig flyttes, når Storbritannien forlader EU-samarbejdet i april 2019, og derfor gik den danske regering målrettet efter at få det til København.

Ved afstemningen blandt medlemslandene gik København sammen med Amsterdam og Milano i Norditalien videre til anden runde. Her fik København dog færrest stemmer og røg dermed ud af kapløbet.

Sverige satser i stedet på italienerne, så jeg ved ikke, hvad de må tænke i Malmø i øjeblikket.

Anders Samuelsen (LA), udenrigsminister

Sverige var ifølge udenrigsministeren et af de lande, der ikke stemte på Danmark, og det er kritisabelt, mener Anders Samuelsen. Ikke mindst i forhold til vores nordiske samarbejde, understreger han.

- Jeg synes også, at der er meget, der tyder på, at de svigter i forhold til hollænderne, som så klarer den på en lodtrækning. Men det burde slet ikke være kommet dertil, siger Anders Samuelsen med henvisning til, at Milano og Amsterdam hver fik 13 stemmer i den sidste runde.

Derfor blev den nye placering afgjort ved en lodtrækning, som faldt ud til Hollands fordel.

Derudover er det også et svigt af Malmø, der er Sveriges tredje største by, mener Anders Samuelsen. Byen på den anden side af Øresundsbroen ville nemlig også have fået gavn af de 900 nye arbejdspladser og 35.000 årlige hotelovernatninger, som EMA ifølge regeringens beregninger ville have kastet af sig, forklarer han.

- Sverige satser i stedet på italienerne, så jeg ved ikke, hvad de må tænke i Malmø i øjeblikket. Det må være meget svært for den svenske regering og den svenske statsminister at forklare sig nu, siger udenrigsministeren.

Havde Danmark vundet, skulle EU's Lægemiddelagentur have ligget i Copenhagen Towers i Ørestaden. (Foto: 50090 Johan Nilsson/TT © Scanpix)

Vil få konsekvenser

Danmark fik dog kun fem stemmer mod ni til Amsterdam og 12 til Milano, og derfor ville en svensk stemme på Danmark ikke have været nok til at tippe afstemningen til Københavns fordel.

Men Anders Samuelsen afviser, at han er bitter.

- Men det er ærgerligt, at vi når dertil, siger han.

Får det nogle konsekvenser for den måde, Danmark samarbejder med Sverige fremover?

- Jeg tror egentlig nok, at svenskerne selv forventer, at det får konsekvenser i forhold til, hvordan vi arbejder sammen. Det er ikke normalt, det, der er foregået her, siger han.

Sverige: Beklageligt, hvis Danmark føler svigt

Den svenske EU-minister, Ann Linde, mener dog ikke, at der er noget at komme efter.

- København ville naturligvis have været bedre for København og Danmark, siger hun.

Det er Danmark næststørste naboland og vores andenstørste handelspartner, og derfor er det opsigtsvækkende.

Ole Ryborg, DR's EU-korrespondent

Hun understreger, at der var tale om en hemmelig afstemning, og at man derfor ikke ved, hvem Sverige stemte på.

Når det er sagt, mener hun dog, det er "en beklagelig" melding, udenrigsministeren kommer med.

Hun tror dog ikke, det vil komme til at gå ud over det fremtidige samarbejde mod den danske regering.

- Jeg håber, at vi fremover kommer til at have et godt og konstruktivt samarbejde i hele Norden, siger Ann Linde.

Ifølge DR's EU-korrespondent, Ole Ryborg, er det bestemt ikke kutyme, at en udenrigsminister på den måde angriber et andet EU-land.

- Det er ikke et hvilket som helst land, han retter sin kritik imod. Det er derimod Danmark næststørste naboland og vores andenstørste handelspartner, og derfor er det opsigtsvækkende, siger han.

Den svenske EU-minister, Ann Linde, er overbevist om, at forholdet mellem Danmark og Sverige vil forblive godt. (Foto: Julien Warnand © Scanpix)