Sanders under angreb: 'Du går længere, end hvad man accepterer i Danmark'

Flere demokrater gik til angreb på Bernie Sanders under den sidste debat før et afgørende valg om præsidentkandidaturet.

Det var næsten helt symbolsk, som de var stillet op på scenen i Charleston i delstaten South Carolina: Med tre modkandidater på hver sin side var Bernie Sanders manden i midten, og favoritten - i hvert fald i mange meningsmålinger - de andre var klar til at skyde på fra alle sider.

Der var lagt op til hård kamp på debatscenen inden weekendens valg i South Carolina og ikke mindst et afgørende valg på tirsdag, hvor 14 delstater stemmer på samme dag.

Og der blev ikke lagt fingre imellem i forhold til Sanders, der de seneste dage er kommet under gradvist hårdere pres for at forklare sin plan for offentlig sundhedsforsikring og har skullet svare på, hvordan han forholder sig til, at den amerikanske efterretningstjeneste hævder, at Rusland har forsøgt at påvirke valget til hans fordel.

- Rusland vil have kaos, og kaos er, hvad vi styrer mod. Forestil jer at bruge det meste af 2020 i en kamp mellem Bernie Sanders og Donald Trump, lød advarslen fra Pete Buttigieg, der med sine 38 år er feltets yngste kandidat.

Den tidligere borgmester fra South Bend i delstaten Indiana, Pete Buttigieg, gik Bernie Sanders under nattens debat. D (Foto: JONATHAN ERNST © Scanpix)

Den tidligere borgmester har - ligesom Sanders - udvist en vis forkærlighed for Danmark og rettede som ofte før fokus mod vores samfundsmodel, da han kritiserede Sanders' planer om at om at indføre en offentlig sundhedsforsikring. En plan, som har fået et prismærke på lidt over 205 billioner kroner, altså 205 tusind milliarder, over ti år.

- Det er en radikal idé helt at udelukke al privat forsikring. En af grundene til, at vi ved det, er, at intet industrialiseret land har gjort det. Vi (Sanders og Buttigieg, red.) taler begge om Danmark. Men selv i Danmark udelukker de ikke muligheden for privat forsikring, lød det fra Pete Buttigieg, der fortsatte:

- Det er en idé, der går længere end, hvad man er villig til at acceptere i landet Danmark for slet ikke at tale om Denmark, South Carolina, sagde han med henvisning til Denmark, en lille by med omkring 3.500 indbyggere knap 150 kilometer fra Charleston, hvor debatten blev holdt.

Også i sidste uges debat blev Danmark fremhævet som et godt eksempel:

Buttigiegs udtalelser har blandt ført til, at folketingsmedlem Ida Auken i en klumme i avisen Washington Post gør opmærksom på, at social mobilitet i Danmark stadig lader en del tilbage at ønske.

Biden lurer på comeback

Bernie Sanders fører lige nu feltet om at blive partiets kandidat, som skal møde Donald Trump til præsidentvalget til november, men til weekendens valg i South Carolina er det den tidligere vicepræsident Joe Biden, som er favoritten.

Tidligere vicepræsident Joe Biden fører meningsmålingerne for valget i South Carolina. (Foto: JONATHAN ERNST © Scanpix)

Der bliver særligt holdt øje med de sorte vælgere, der udgør næsten en tredjedel af statens samlede befolkning, og resultatet bliver set som en stærk indikator for, hvordan kandidaterne kommer til at klare sig hos de sorte vælgere fremover.

Ikke mindst til Super Tuesday (på tirsdag, red.), hvor næsten en tredjedel af de delegerede, som kandidaterne kæmper om, bliver fordelt. Den kandidat, der samler 1.991 delegerede på partiets konvent til sommer bliver præsidentkandidaten.

Joe Biden, der på forhånd var udråbt til at være favoritten, er kommet meget skuffende fra start og satser på, at South Carolina bliver scenen for hans store comeback. Da han under nattens debat blev spurgt, om han vil fortsætte sin valgkamp, selvom han ikke vinder valget i South Carolina, svarede han blot, at han vinder.

Blandt amerikanske politiske kommentatorer er der dog nogenlunde enighed om, at debatten var positiv for Biden, der ellers har været udfordret af flere uheldige optrædender.

- Bedste debatpræstation fra Biden. Han er bedst, når han har ryggen mod muren, skriver blandt andre Jennifer Palmieri, der er tidligere kommunikationschef i Det Hvide Hus og kommunikationsansvarlig for Hillary Clintons kampagne i 2016.

Der er samlet stadig otte kandidater i spil som Demokraternes præsidentkandidat, selvom det reelt set kun er mindre end en håndfuld af dem, der bliver betragtet som nogen, der har en chance for faktisk at blive partiets nominerede.

Valgene fortsætter frem til begyndelsen af juni, og partikonventet finder sted fra 13. til 16. juli, hvor partiet vælger sin kandidat og vicepræsidentkandidat.