Sarkozy ser stort på eurosamarbejde

Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, trodser ånden i eurosamarbejdet. Han vil måske ikke overholde aftale om balance på det franske statsbudget. Hjemme har han lovet skattelettelser.

Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy. (Foto: Francois Walschärts © Scanpix)

Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, trodsede ånden i eurosamarbejdet, da han mandag aften på et pressemøde i Bruxelles slog fast, at hans reformer ikke kun kommer til at handle om balance i de offentlige budgetter.

- Jeg presser på for reformer, der passer perfekt med Lissabon-processen, sagde han med henvisning til EU's langsigtede plan om at skaffe mere økonomisk vækst og flere job.

Fundamentet under euroen

Forinden havde han truffet finansministre fra de 13 eurolande, som havde imødeset hans besøg med stor interesse, fordi Sarkozy søger at pille ved fundamentet under eurosamarbejdet: vækst- og stabilitetspagten.

Med løfter om skattelettelser svarende til 97 milliarder kroner vil Sarkozy om nødvendigt tilsidesætte en aftale om at være tæt på balance i de offentlige budgetter i 2010.

"Latterlig dato"

Sarkozy sagde, at han "vil gøre alle bestræbelser" på at nå 2010-målet, men hvis det ikke lykkes, så "er 2012 ikke nogen latterlig dato".

Hans udfald mod den måde, eurosamarbejdet fungerer på, minder om den tysk-franske tilsidesættelse af pagten i 2003, hvilket skabte en ond stemning i EU efter devisen "de store gør, hvad de store vil".