Saudiarabisk anklager kræver dødsstraf for Khashoggi-drab

En saudiarabisk anklager udtalte torsdag, at han vil have straffet drabet på Khashoggi med døden.

Den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi blev i oktober slået ihjel på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul. (Arkivfoto). (Foto: Mohammed Al-Shaikh © Ritzau Scanpix)

Saudi-Arabiens øverste anklager anbefaler dødsstraf til fem mistænkte i sagen om drabet på journalisten Jamal Khashoggi.

Anklager Saud al-Mojebs talsmand oplyser på en sjælden pressekonference i Riyadh, at Khashoggis drabsmænd planlagde drabet 29. september, tre dage før den saudiarabiske journalist blev dræbt inde i det saudiarabiske konsulat i Tyrkiet.

Den saudiarabiske anklager afviser samtidig, at Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, var involveret i drabet.

Det er dog ikke mere end et par dage siden, at avisen New York Times forbandt kronprinsen med drabet på baggrund af en lydoptagelse.

Ifølge avisen bad en af drabsmændene kort efter drabet en overordnet om at "fortælle chefen", at drabet var gennemført.

"Chefen" menes at være kronprins Mohammed bin Salman. Det oplyser tre personer med kendskab til lydoptagelsen, skrev New York Times.

Khashoggi var bosiddende i USA, men var saudiarabisk statsborger og klummeskribent for The Washington Post. Her skrev han blandt andet kritisk om det saudiske styre.

Den saudiarabiske anklager oplyser, at i alt 21 er tilbageholdt i forbindelse med drabet. De 11 er blevet anklaget, mens der fortsat efterforskes mod de resterende.

Tyrkiet kalder Saudi-Arabiens udmelding for positiv, men det er ikke godt nok.

/ritzau/