Savnet skuespiller Naya Rivera fundet død

Siden onsdag har redningsmandskab i Californien ledt efter Naya Rivera, der forsvandt under en bådtur.

Helikoptere og dykkere har været sat ind i eftersøgningen efter 'Glee'-stjernen Naya Rivera, der forsvandt i sidste uge ved Piru-søen i Californien. (Foto: AFP PHOTO Robyn BECK © Ritzau Scanpix)

Redningsmandskab har efter flere dages eftersøgning fundet liget af den savnede tv-skuespillerinde Naya Rivera i Piru-søen i den amerikanske delstat Californien.

Det meddeler politiet i Ventura County mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters. Tidligere mandag oplyste politiet, at der var fundet et lig, men kunne på det tidspunkt ikke bekræfte personens identitet.

- Vi er sikre på, at det er liget af Naya Rivera, vi har fundet, siger sherif Bill Ayub på et pressemøde på bredden af Piru-søen, der ligger tæt på Los Angeles.

Politiet har ingen mistanke om, at der ligger en forbrydelse bag Naya Riveras død, oplyser Bill Ayub.

- Der er ingen indikationer på, at det skyldes en forbrydelse eller tegn på, at det var et selvmord, siger han.

Politiet mener, at det er liget af skuespilleren Naya Rivera, som man har fundet. (arkivfoto). (Foto: Nina Prommer © Scanpix)

Naya Rivera forsvandt onsdag i forbindelse med en bådtur.

Søn fundet ombord

Hun postede onsdag et billede på det sociale medie Twitter af sig selv og sønnen fra bådturen på Lake Piru.

Senere blev hendes fireårige søn fundet sovende og iført en redningsvest på den båd, de var sejlet ud i.

I sidste uge sagde myndighederne, at de formodede, at Naya Rivera var druknet.

Den 33-årige skuespillerinde er især kendt for sin medvirken i tv-serien 'Glee'.

Tv-serien har tidligere været ramt af dødsfald. I 2018 tog skuespilleren Mark Salling sit eget liv, kort før han blev dømt for besiddelse af børnepornografi.

En anden skuespiller fra serien - canadiske Cory Monteith - døde i 2013 af en overdosis af alkohol og stoffer.

/ritzau/

Facebook
Twitter