(Foto: © BRUCE OMORI / PARADISE HELICOPTE, Ritzau Scanpix)

Se billederne: Efter næsten 40 år i dvale er verdens største aktive vulkan gået i udbrud

Vulkanolog Rikke Pedersen kalder det et "roligt" udbrud.

Jordoverfladen har åbnet sig på Hawaii, hvor der for første gang i knap 40 år står lava ud af vulkanen Mauna Loa.

Den er verdens største, men hvad kendetegner ellers Mauna Loa? Og hvad kan man forvente af et udbrud fra den?

Vulkanolog Rikke Pedersen, der er daglig leder på Nordisk Vulkanologisk Center på Islands Universitet, gør os klogere her.

  • Når en vulkan som Mauna Loa går i udbrud er der ikke tale om et "eksplosivt udbrud" med kæmpe askesøjler på mange kilometers højde, forklarer Rikke Pedersen. Mauna Loa er det, man kalder en basaltisk vulkan, og kendetegnende for den type vulkaner er, at lava løber ud af dem langs jordoverfladen, som den gør lige nu på verdens største vulkan. (Foto: © Handout, AFP or licensors/Ritzau Scanpix)
    1 / 10
  • "I geologisk øjemed skriver det ikke de store overskrifter," siger Rikke Pedersen om udbruddet. "Det gør det ikke, fordi man ikke forventer, at det kommer til at udvikle sig i en retning, hvor det kommer til at have katastrofale konsekvenser. Det er et meget roligt udbrud." (Foto: © Handout, AFP or licensors)
    2 / 10
  • Med den lava, der flyder ud af Mauna Loa, kommer også gasser, der er skadelige for mennesker at indånde. Det kan give lokale problemer for mennesker på stillehavsøen Hawaii - alt afhængig af vindretningen, forklarer Rikke Pedersen. Men lige nu er der ingen store problemer for indbyggerne. Få indenrigs flyafgange er blevet aflyst, siden udbruddet gik i gang søndag, skriver CNN. (Foto: © BRUCE OMORI / PARADISE HELICOPTE)
    3 / 10
  • De højeste sprøjt med lava, der kommer op fra Mauna Loa lige nu, er op til 60 meter høje, men langt de fleste steder sprøjter lavaen ikke mere end et par meter op i luften, skriver US Geological Survey, på deres hjemmeside. (Foto: © SAMANTHA HANSEN/SAFARI HELICOPTE, Ritzau Scanpix)
    4 / 10
  • Lavaen flyder lige nu ud af en rift i den nordøstlige del af Mauna Loa, og som det ser ud nu, er det ikke en trussel for bebyggelse i området, skriver de amerikanske myndigheder, der overvåger vulkanudbrud, US Geological Survey, på deres hjemmeside. (Foto: © Cover Images, Represented by ZUMA Press/Ritzau Scanpix)
    5 / 10
  • "Selvom Mauna Loa er verdens største vulkan, laver den ikke verdens største udbrud. Når mange mennesker forestiller sig et vulkanudbrud, forestiller de sig Eyjafjallajökulls udbrud i 2010 (i Island - ses på billedet), hvor 110.000 flyafgange blev aflyst på grund af en stor askesky. Med udbruddet fra Mauna Loa er vi så langt fra det, som man overhovedet kan komme. Det er et relativt fredeligt udbrud," siger Rikke Pedersen. (Arkivfoto fra Island i 2010) (Foto: © ho, Scanpix Denmark)
    6 / 10
  • Mauna Loa har været i udbrud 33 gange siden 1843 - senest for omkring 40 år siden i 1984, hvor det her billede er fra. Og selvom 40 år kan virke som lang tid for noget at være i dvale, så er det en "meget kort periode geologisk set", forklarer Rikke Pedersen. "Vi taler gerne om perioder fra både hundrede og tusindvis af år, når vi taler om geologiske udviklinger," siger hun. (Arkivfoto fra1984). (Foto: © Uncredited)
    7 / 10
  • Det seneste udbrud fra vulkanen i 1984 varede knap en måned. Ligesom det har været tilfældet forud for det nuværende udbrud, var der dengang flere og flere jordskælv, før udbruddet gik i gang. (Arkivfoto fra 1984) (Foto: © Uncredited, Copyright 2022 The Associated Press. All rights reserved./Rit)
    8 / 10
  • Verdens største vulkan rejser sig omkring fire kilometer fra havets overflade, hvor den er højest. Derfor kan der altså - som det ses på billedet her fra 1975 - ligge sne på toppen, selvom det nok ikke lige er frost og snevejr, de fleste forbinder med Hawaii. Langt størstedelen af Mauna Loa ligger dog under havoverfladen. (Foto: © Handout .)
    9 / 10
  • I øjeblikket er der intet mindre end to vulkanudbrud i gang på Hawaii. Også vulkanen Kilauea, som ligger omkring 30 kilometer fra Mauna Loa, er i udbrud. Øen Hawaii er den største af de otte hovedøer, der sammen med en masse mindre øer udgør den amerikanske delstat Hawaii. Den er dannet af vulkanudbrud gennem tiden, og der er i dag fem vulkaner på øen. Det gør stedet til, hvad Rikke Pedersen kalder "et mekka for vulkanologer". (Foto: © SPACEPHOTOS.COM)
    10 / 10