Se hvad grækerne skal spare på

Her kan du se, hvor grækerne skal spare, efter spareplanen er vedtaget. Mindstelønnen bliver blandt andet sænket med 20 procent.

De græske politikere skal i dag stemme, om de har tillid til landets regering.

Grækenland har været tvunget til nedbringe det offentlige forbrug med adskillige milliarder for at sikre sig en redningspakke på 130 milliarder euro (984 milliarder kroner), som er nødvendig, hvis grækerne vil undgå en statsbankerot allerede i marts.

Her er hovedpunkterne i den nye græske spareplan:

* Samlet set skal Grækenland i denne omgang finde besparelser for 3 milliarder euro (23 milliarder kroner) i år.

* Mindstelønnen skal sænkes med omkring 20 procent. Den græske mindsteløn er i dag reelt 875 euro (6503 kroner) om måneden. Grækerne får dog udbetalt løn 14 gange årligt, og derfor er landets officielle mindsteløn 751 euro (5582 kroner).

* Desuden skal mindstelønnen fastfryses tre år frem.

* Der bliver ingen offentlige lønstigninger, før arbejdsløsheden kommer under 10 procent. I dag er arbejdsløsheden på 19 procent.

* Der skal fyres 15.000 i den offentlige sektor inden udgangen af 2012 for at nå målet om 150.000 færre ansatte i det offentlige inden 2016.

* Offentlige pensioner skal gøres mindre. Ifølge græske regeringskilder var netop dette det sidste stridspunkt i forhandlingerne.

Sådan får grækerne til gengæld hjælp:

* EU og Den Internationale Valutafond låner 130 milliarder euro (984 milliarder kroner) til Grækenland. Beløbet kal hjælpe med at nedbringe den enorme græske gæld på 350 milliarder euro (2650 milliarder kroner).

* Private investorer er gået med til at nedskrive værdien af deres græske statsobligationer ud med 50 procent. Det mindsker samlet set Grækenlands gæld med 100 milliarder euro (757 milliarder kroner). Desuden ændres renten på de "nye" obligationer, så investorerne reelt taber flere penge.

Ritzau

Facebook
Twitter