Se video af fangeudveksling mellem basketstjerne fra USA og 'Dødens købmand' fra Rusland

Brittney Griner er på vej i et fly til USA ifølge præsident Joe Biden.

Fangeudvekslingen foregik i Abu Dhabi.

En spektakulær fangeudveksling mellem den amerikanske basketballspiller Brittney Griner og den berygtede russiske våbenhandler Viktor Bout har fundet sted i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater.

På videobillederne fra det russiske nyhedsbureau Tass kan man se Brittney Griner klædt i rødt yderst til venstre blive udvekslet med Viktor Bout, der holder nogle dokumenter i den ene hånd, til højre.

Ifølge USAs præsident, Joe Biden, sidder Brittney Griner nu sikker i et fly på vej mod USA.

- Jeg er glad for at kunne sige, at Brittney er ved godt mod... hun har brug for tid og plads til at komme sig, sagde Joe Biden efter udvekslingen.

Viktor Bout - kendt som 'Dødens købmand' - kan i videoen fra russisk stats-tv herunder ses omfavne sin mor og sin kone, da han angiveligt ankommer til Moskva i Rusland.

'Amerikanerne har betalt en høj pris'

32-årige Brittney Griner blev anholdt i Moskva den 17. februar kort før Ruslands invasion af Ukraine, fordi hun havde cannabisolie i sin bagage, og blev senere på året idømt ni års fængsel.

I videoen herunder fra de russiske myndigheder er Brittney Griner angiveligt optaget ombord på et fly inden fangeudvekslingen, hvor hun får at vide, at hun er på vej hjem.

55-årige Viktor Bout blev i 2012 idømt 25 års fængsel i USA på baggrund af anklager relateret til våbenhandel, efter han i næsten to årtier var en af verdens mest berygtede inden for våbenhandelsbranchen.

Danske betjente fra PET har blandt andet deltaget efterforskningen af Viktor Bout.

- Jeg klarede det. Det er det vigtigste, sagde Viktor Bout på russisk tv og tilføjede, at han ikke havde fået at vide, hvad der ville ske.

I den byttehandel er Rusland den store vinder, lyder det blandt andet fra Flemming Splidsboel, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS):

- Amerikanerne har betalt en høj pris for at få Griner hjem, og det er den pris, de har været villige til at betale.

Du kan læse mere om Flemming Splidsboels vurdering af byttehandlen her.