Seerne flygter fra BBC efter Top Gear-suspendering

Briterne droppede BBC2, efter det populære Top Gear-program søndag blev erstattet med en flyverdokumentar.

Det er endnu uvist, om Top Gear-værten Jeremy Clarkson får lov til at vende tilbage til det populære program. (Foto: PETER NICHOLLS © Scanpix)

Det kan i den grad ses på seer-bundlinjen, at BBC tidligere på måneden valgte at suspendere den populære Top Gear-vært, Jeremy Clarkson.

Det skriver avisen The Guardian.

Bilprogrammet bliver normalt sendt hver søndag aften på BBC2, hvor det trækker millioner af seere til.

Men efter Jeremy Clarkson blev suspenderet den 10. marts efter et sammenstød med en af producenterne, har BBC2 valgt at droppe sæsonens sidste tre programmer.

Udskiftet med genudsendelse

Derfor blev tv-kanalen søndag aften nødt til at genudsende en dokumentar om det britiske flyvevåbens flyopvisningsteam, Red Arrows, og det kunne ses på seertallene.

Hvor Top Gear i forrige uge lokkede 5,1 millioner seere til, var det blot 1,3 millioner briter, som tunede ind på flyverdokumentaren, 'Red Arrows: Inside the buble'.

Hvor Top Gear tiltrak 19,4 procent af søndagsseerne, lå seerandelen for Red Arrows-dokumentaren på 5,7 procent.

Stor mediebevågenhed

Suspenderingen af Jeremy Clarkson har fået stor mediebevågenhed i både Storbritannien og resten af verden, hvor programmet bliver set af mere end 350 millioner seere i flere end 100 lande.

Det er endnu uvist, om Jeremy Clarkson får lov til at vende tilbage til programmet.

Ifølge The Guardian har Top Gear-værten personligt undskyldt over for BBC's tv-direktør, Danny Cohen.

Dyr fornøjelse

Men det er langt fra første gang, at Jeremy Clarkson gør sig upopulær.

I en klumme, som lørdag blev bragt i den britiske tabloidavis The Sun, skriver han selv, at tiden måske er kommet til, at han skal videre.

Jeremy Clarkson er dog i den grad forbundet med Top Gear-brandet, og ifølge Financial Times kan brandet miste millioner af kroner i værdi, hvis BBC vælger at fyre ham.

Derudover risikerer den britiske public service-station at få en millionregning fra udenlandske tv-stationer, som har købt rettighederne til Top Gear.