Hvis man befinder sig i USA og skulle få lyst til at ringe til al-Qaeda, ville i dag være et velvalgt tidspunkt.
For ved midnat amerikansk tid udløb den bestemmelse i antiterrorloven Patriot Act, som giver USA’s myndigheder beføjelse til at indsamle data om alle telefonsamtaler - uden først at spørge om lov. Det skete, da Senatet i USA i nat ikke kunne blive enige om at forlænge paragraffen, som åbner for overvågningen.
Men man skal ikke vente for længe med at ringe. Allerede tirsdag eller onsdag ventes Senatet i USA at vedtage en afløser for Patriot Act - med navnet USA Freedom Act - som genindfører muligheden for overvågning.
Spørg først
De amerikanske efterretningstjenester får dog lidt sværere ved at få fat i dataene end tidligere. Og dermed begrænser lovgiverne for første gang adgangen til overvågning, siden terrorangrebet mod USA 11. september 2001.
- USA Freedom Act giver nogenlunde de samme muligheder for overvågning som Patriot Act. Men borgernes oplysninger bliver sikret mod misbrug ved, at det bliver teleselskaberne, som skal opbevare oplysningerne i stedet for efterretningstjenesten NSA, forklarer USA-korrespondent i DR Oliver Routhe Skov:
- Nu skal NSA have en kendelse, hver gang de vil se oplysningerne.
USA Freedom Act tvinger samtidig efterretningstjenesterne til at være mere åbne om, hvor meget data, man indsamler.
Snowdens afsløring
Præsident Barack Obama tog initiativ til den nye lovgivning, efter den tidligere NSA-ansatte Edward Snowden afslørede omfanget af NSA’s overvågning ved at lække en masse fortrolige dokumenter fra efterretningstjenesten.
Snowden må i dag leve i exil i Rusland på grund af sin afsløring. Han kan i dag notere en bittersød sejr, vurderer Oliver Routhe Skov:
- Det bliver nu anerkendt, at Edward Snowden havde en pointe. Men han har selv sagt, at en sejr for ham vil være, at han kan vende hjem - men det kan han ikke. De fleste amerikanere synes stadig, at han er en forræder, og han vil formentlig blive retsforfulgt, hvis han nærmer sig amerikansk jord.
Ingen var klar over omfang
Korrespondenten omtaler Snowdens situation som lidt af et paradoks. For det er beviseligt whistleblowerens afsløringer, som har fået Det Hvide Hus og Kongressen i USA til at skifte holdning til overvågning.
Den udlægning deler Jesper Lund, som er formand for IT-Politisk Forening. Han peger på, at det specifikt er paragraf 215 i Patriot Act, som Snowden har afsløret brugen af.
- Den her debat var aldrig blevet til noget, hvis det ikke havde været for Edward Snowden, siger Jesper Lund:
- Og det er kun takket være Edward Snowdens afsløringer, at USA nu har den her meget vigtige diskussion om, hvor mange beføjelser efterretningstjenesterne skal have.