Seks døde på Balkan efter værste oversvømmelser i 120 år

Regnvand og jordskred har fanget tusinder af bosniere og serbere. Mindst seks er døde.

I Bosniens hovedstad, Sarajevos, vestlige forstad Doglodi har en bilejer været kreativ i sit forsøg på at redde sin bil. Bosnien og Serbien oplever lige nu de værste oversvømmelser i 120 år. (Foto: © Elvis Barukcic, Scanpix)

Den tungeste regn i 120 år har ramt Bosnien og Serbien, hvor fem personer i Serbien indtil videre har mistet livet, og tusinder er fanget på grund af vandmasserne.

Mindst seks mennesker er omkommet i forbindelse med uvejret. Tusindvis er evakueret, og 135.000 serbere og 65.000 bosniere er uden strøm.

Mere end 200 jordskred har begravet huse og såret mennesker i Bosnien, hvor byer langt ude på landet er under så meget vand, at de kun kan nås med helikopter.

En betjent i byen Lazarevac syd for Beograd går igennem vandet. (Foto: © Marko Djurica, Scanpix)

Vand i anden sals højde

I nogle områder er vandet helt oppe i anden sals højde, og folk er fanget på tagene af deres huse.

I Serbien er omkring 4.000 mennesker blevet evakueret, men mange venter stadig på hjælp, skriver nyhedsbureauet AP. Begge lande har erklæret undtagelsestilstand.

Torsdag oplyste myndighederne i Serbien, at fem mennesker er druknet. En af de druknede var redningsarbejder.

En betjent i byen Lazarevac syd for Beograd går igennem vandet. (Foto: © Elvis Barukcic, Scanpix)

En bro er skyllet væk

I Bosnien er en enkelt person indtil videre meldt dræbt, da han begav sig ud i uvejret i et forsøg på at redde sine kreaturer.

I byen Maglaj 130 kilometer nord for Sarajevo flyder vandet langt over floden Bosnas bredder, og byens vigtigste bro er blevet skyllet væk.

150.000 husstande er uden elektricitet i de to lande.

Bosniens regering oplyser, at oversvømmelserne er de værste, siden landet begyndte vejrmålingerne for 120 år siden. Serbiens regering kalder det de værste oversvømmelser nogensinde.

Se en video af de voldsomme oversvømmelser nederst i artiklen.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:537612c3a11f9d0368f3342f