Seks elefantunger reddet af thailandske parkbetjente

Elefanterne stod formentlig i mudderhul i to dage, før de fik fast grund under fødderne igen.

I den thailandske nationalpark Thap Lan i provinsen Nakhon Ratchasima udspillede der sig i forgårs scener, som folk med hang til lykkelige slutninger - måske - ville kalde ele-fantastiske.

Seks elefantunger blev fundet fanget i et lille mudderhul, hvor de formentlig havde stået hjælpeløse i to dage.

De thailandske parkbetjente, der fandt dem, blev hos dem natten over, før de med skovle og hakker gravede en rampe, som elefanterne med møje og besvær kunne kravle op ad en efter en.

"Af sted med jer, børn", lød tilråbene fra de begejstrede parkbetjente, efterhånden som elefanterne kom op af hullet og kunne løbe tilbage i junglen.

Facebook
Twitter