Seks mindre eksplosioner rammer Bangkok

Fire personer er kommet til skade i den thailandske hovedstad.

Politiet er fortsat igang med at undersøge, om der gemmer sig andre bomber i Bangkok. (Foto: Soe Zeya Tun © Scanpix)

Fredag morgen blev den thailandske hovedstad Bangkok ramt af seks mindre eksplosioner.

De første eksplosioner kunne høres omkring den centrale del af byen, mens tre kunne høres tæt på en regeringsbygning.

Politiet er desuden kommet i besiddelse af en bombe, der ikke var eksploderet.

Det sker på en dag, hvor Bangkok er vært for et større sikkerhedsmøde i regionen, hvor udenrigsministre fra de sydøstasiatiske lande, Kina, Rusland og USA deltager.

Ingen af eksplosionerne skete i nærheden af den bygning, hvor mødet bliver holdt.

Overvåger situationen tæt

Landets premierministeren Prayuth Chan-ocha skriver selv på Twitter, at han fordømmer dem, "der ødelægger freden og skader landets ry."

Ingen har umiddelbart taget ansvar for bomberne. En talsperson fra regeringen siger, at der er sat en undersøgelse i gang.

- Vi følger situationen tæt. Desuden har vi øget sikkerheden og opfordrer befolkningen til ikke at gå i panik, udtaler talspersonen Narumon Pinyosinwat til nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge Reuters oplyser politiet, at tre gadefejere er blevet såret af en af bomberne, der eksploderede i Suan Luang-distriktet. En sikkerhedsvagt er også blandt de sårede.

Ingen af dem er kommet alvorligt til skade.

Udenrigsministeriets Borgerservice opfordrer danskere i Bangkok til at holde sig væk fra området.

Facebook
Twitter