Selskab bag grønlandsk mineeventyr truet af kollaps

For et år siden blev London Mining udråbt som Grønlands håb. Men faldende jernpriser, ebola og dyre nødlån har tvunget selskabet i knæ.

Det tegnede lyst for mineraludviklingen på øen, da London Mining for et år siden ønskede at drive en jernmine. Nu er selskabet i økonomisk ruin. (© Scanpix)

Der var brede smil, klapsalver og en forventning om noget historisk, da det grønlandske selvstyre for et år siden gav selskabet London Mining tilladelse til at udvinde jern ved Isukasia på Vestgrønland.

Men nu er jublen afløst af økonomiske tømmermænd. Bestyrelsen i London Mining satte i går selskabet under administration, fremgår det af en pressemeddelelse på virksomhedens hjemmeside.

Beslutningen kommer ugen efter ledelsen i en børsmeddelelse skrev, at aktierne var stort set værdiløse, og er det sidste skridt inden en egentlig konkursbegæring.

Leder efter en køber

London Mining har igennem længere tid søgt efter en investor, der var villig til at skyde penge ind i virksomheden, der er presset af gæld, faldende jernpriser og udbruddet af ebola i Sierra Leone, hvor selskabet har sin eneste operative mine.

Ebola-udbruddet har tvunget mineselskabet til at sende en stor del af medarbejderne ud af Sierra Leone.

Indtil videre er ingen investorer bidt på krogen, og nu forsøger administratorer fra revisionsfirmaet PWC at finde en køber til London Minings mine i Marampa i Sierra Leone, der beskæftiger 1.400 ansatte. Minen forventes at have reserver af jernmail til de næste 40 år.

Historisk aftale afløst af kollaps

Armbevægelserne var ellers store, da den grønlandske aftale sidste år blev underskrevet. Repræsentanter for London Mining A/S og medlemmer af det grønlandske selvstyre, heriblandt erhvervs- og råstofminister Jens-Erik Kirkegaard (Siumut) mødtes til en ceremoni, der skulle markere startskuddet på en helt ny æra.

Et økonomi baseret på udvinding af mineraler ville nemlig være et helt andet samfund, end det vi kender i dag, vurderede geologiprofessor Minik Rosing dengang.

Afgørende for grønlandsk økonomi

At projektet var ambitiøst, fremgik også at de budgetter, som London Mining for et år siden offentliggjorde. Selskabet anslog dengang, at man skulle bruge 14-16 milliarder kroner på alene at etablere infrastruktur, havnearealer og minen ved Isukasia, der ligger ud til Godthåbsfjorden omkring 150 kilometer nordøst for Nuuk.

Torben M. Andersen, der er formand for Økonomisk Råd på Grønland, kaldte for et år siden aftalen for en "milepæl" for Grønland og påpegede, at den type aftaler var afgørende for økonomien.

- Fiskeri og turisme bliver ikke de afgørende vækstmotorer i fremtiden, så hvis man skal have en selvkørende økonomi, er det afgørende, at man får gang i projekter omkring naturressourcerne, sagde han dengang.

Hvis det lykkes for PWC at finde en køber til London Mining, så vil køberen umiddelbart også overtage licensen til minedrift i Grønland.

Facebook
Twitter