Håbløshed.

Det er det ord, der bedst beskriver situationen i flygtningelejren Moria på den græske ø Lesbos. Det fortæller Mie Terkelsen, der i fredags vendte hjem efter et halvt år som sygeplejerske for Læger Uden Grænser ved lejren.

Lejren er lavet til 2.000 mennesker. Men i virkeligheden bor der 8.000 mennesker under ringe forhold.

- Det er en lejr i konstant udvikling med konstant flere og flere ankomne. Det blev bare værre og værre, for hver dag jeg var der.

- Jo flere, der kommer, jo tættere skal de bo sammen. Jo længere tid, der er i lejren, jo mere påvirkede bliver de mentalt og fysisk, fortæller Mie Terkelsen.

72 personer deles om ét toilet

Og lejren bærer tydeligt præg af, at den huser fire gange så mange mennesker, end den er lavet til. Ifølge Læger Uden Grænser er der ét toilet pr. 72 mennesker.

Børn bor sammen med deres forældre i store telte eller containere. I nogle af dem bor der flere familier, så der er 10 til 15 mennesker i et telt eller en container.

Andre har fundet et ledigt stykke jord, hvor de kan slå et helt almindeligt 2- eller 4-personers telt op.

- Der er enormt mange mennesker, enormt mange børn. Enormt mange familier, der prøver at skabe et liv i noget, der bare er langt fra at være et værdigt liv. De forsøger at skabe et hjem med to tæpper og en væg. Det er mennesker, der er frustrerede, siger Mie Terkelsen.

Hvis børnene er heldige, kan de gå til nogle fritidsaktiviteter eller en form for skole. Men det afhænger af, at der er en organisation med frivillige, der stabler aktiviteterne på benene.

Børn forsøger at begå selvmord

Og for nogle børn tager håbløsheden over. Mie Terkelsen og hendes kollegaer har gentagne gange set, at børn helt ned til 10 år har forsøgt at tage livet af sig selv.

- Vi har set nogle, der har forsøgt at begå selvmord flere gange. Der er cuttere, og der er selvskadende adfærd. Vi har set teenagere, der tisser i sengen, fortæller Mie Terkelsen.

Mie Terkelsen var i en klinik, hvor patienterne var børn op til 16 år. De fleste af dem er traumatiserede, og flere af dem udviser tegn på at få flere og flere traumer.

- Det kan være traumer, de har pådraget sig af at opleve krig i deres hjemland, men det kan også være pådraget inde i Morialejren. Det er traumer af at være vidne til kampe og utryghed konstant, siger Mie Terkelsen.

Når børnene forsøger noget så ultimativt som at tage deres eget liv, at skære i sig selv eller på andre måde gøre skade på sig selv, så er det ifølge Mie Terkelsen for at forsøge at genvinde bare en smule kontrol.

- Folk inde i lejren har jo fået frataget alle former for selvbestemmelse. Der er ingen muligheder for at tage ansvar for sit eget liv. Når man ikke kan styre noget som helst, så kan man måske styre den smerte, det giver at skære i sig selv.

Kampe og spændinger

Journalister fra det britiske medie BBC har lige besøgt lejren, hvor menneskerne er konstant bange for slåskampe.

I maj udbrød der voldsomme kampe mellem en gruppe kurdiske og arabiske mænd. Mens BBC-folkene er i lejren brød der også kampe ud. En af dagene skete det i køen til frokost. To personer blev stukket ned, og flere af dem omkring fik panikanfald af at overvære det.

- Vi er altid klar til at flygte. Vi har vores børn klar 24 timer i døgnet, siger Sara Khan fra Afganistan til BBC.

- Volden betyder, at vores små ikke får nogen søvn, fortsætter hun.

Og den slags kampe og den frygt smittede også af på de patienter, Mie Terkelsen tog imod under sin udsending.

- Som barn er man konstant bange for at blive fanget midt i kampe og voldtægtsforsøg. Der foregår så mange grumme ting i den lejr, siger Mie Terkelsen.

Det har aldrig været meningen, at flygtninge eller migranter skulle blive i lejren i årevis. Men sådan er det for mange af dem, der bor i lejren nu.

- Jeg håber, at de kommer et sted hen, hvor der er mulighed for at gå i skole, hvor de har mulighed for at udvikle sig, og hvor der er mulighed for at få noget ro, som de på ingen måde har lige nu.