Senatet har talt: Brasiliens præsident skal for rigsret

Præsident Dilma Rousseff suspenderes under rigsretssagen, og vicepræsident Michael Temer, som er fra et andet parti end Roussef, indtager posten som landets leder.

Brasiliens præsident, Dilma Rousseff, har kaldt ønsket om at rejse en rigsretssag mod hende for et "forsøg på statskup". (Foto: © EVARISTO SA, Scanpix)

Brasiliens præsident, Dilma Rousseff, skal for en rigsret. Det har det brasilianske senat besluttet for kort tid siden efter en maratondebat, der har varet siden i går eftermiddag.

Ved den endelige afstemning stemte 55 medlemmer af senatet for en rigsretssag, mens 22 stemte imod. Tre var ikke til stede og har dermed ikke afgivet stemme.

Rousseff beskyldes for på ulovlig vis at have sikret sig finansiering til sit budget i 2014, før hun blev genvalgt til posten.

Allerede inden Senatet trådte sammen, havde et flertal af politikerne givet til kende, at de vil stemme for at stille Rousseff for en rigsret.

Beslutningen betyder, at præsidenten nu bliver suspenderet, og at vicepræsident Michael Temer skal indtage posten som landets præsident allerede i dag.

Præsidenten suspenderes i de 180 dage, som rigsretssagen maksimalt må vare.

Ved debatten valgte 71 af Senatets 81 medlemmer af Senatet at tale til forsamlingen, hvilket har fået processen til at trække i langdrag.

Det forventes, at Rousseff selv vil tale til offentligheden klokken 15 dansk tid.

Sagen kort:

  • Rousseff beskyldes for på ulovlig vis at have sikret sig finansiering til sit budget i 2014, før hun blev genvalgt til posten.

  • Anklagen lyder, at hun har hentet penge fra statsbanker til at fylde huller i budgettet. På den måde har hun ifølge kritikerne sminket på sine politiske bedrifter.

  • Til trods for at al fokus i Brasilien lige nu er på den såkaldte Petrobras-skandale, der handler om korruption i regeringen og det brasilianske parlament, så er det ikke en del af anklagen mod præsidenten.

/ritzau/