Senator står ene mand i vejen for gigantisk amerikansk hjælpepakke til Ukraine

Senatoren Rand Paul har ene mand, indtil videre, forsinket vedtagelsen af en hjælpepakke på 286 milliarder kroner til Ukraine.

Rand Paul forsøgte i 2016 uden succes at blive republikanernes præsidentkandidat. (Foto: John Sommers Ii © Scanpix Denmark)

Én mand står i vejen for en amerikansk hjælpepakke på 40 milliarder dollar (286 milliarder kroner) til Ukraine.

Den republikanske senator Rand Paul har ene mand stillet sig i vejen for vedtagelsen af hjælpepakken, der allerede er stemt igennem Repræsentanters Hus.

Rand Paul forlanger, at der tilføjes ændringer til lovteksten i sidste minut. Ændringerne skal blandt andet indeholde tilsyn med, hvordan bistanden bliver brugt. Alt andet vil være uansvarligt, skriver han på Twitter.

- Uanset hvor sympatisk sagen er, så er min ed til USA’s nationale sikkerhed. Vi kan ikke redde Ukraine ved at ødelægge den amerikanske økonomi, siger Rand Paul ifølge AP.

Det er netop Rand Pauls krav om ændringer, der gør, at hjælpepakken ikke kan vedtages. Demokraternes majoritetsleder, Chuck Schumer, og republikanernes minoritetsleder, Mitch McConnell, har ellers presset på for at få hjælpepakken ekspederet gennem senatet i al hast.

Men Pauls indsigelser gør, at hjælpepakken nu sidder fast i senatets proceduremæssige krav. Men alt, Paul har formået at gøre, er at forsinke aftalen, fastslår Chuck Schumer, som beskylder Paul for at ikke at ville hjælpe Ukraine.

- Pakken er klar, størstedelen af senatorerne på begge sider vil have den.

- Hvis senator Paul fastholder sine hensynsløse krav er det eneste, han vil opnå, at han på egen hånd forsinker desperat tiltrængt bistand til Ukraine, siger Chuck Schumer ifølge Reuters.

Republikanernes minoritetsleder i senatet, Mitch McConnell (tv) og Demokraternes majoritetsleder, Chuck Schumer, forsøgte at få hjælpepakken hurtigt gennem senatet. (Foto: Aaron Bernstein © Ritzau Scanpix)

USA løber snart tør for penge til bistand

USA’s præsident, Joe Biden, sagde mandag, at han var tæt på at have opbrugt de midler, der hidtil er blevet stillet til rådighed til ham i bistanden til Ukraine. 19. maj ville der ikke være flere penge, lød det fra præsidenten, der opfordrede til en hurtig vedtagelse af flere midler.

- Denne bistand har været kritisk for Ukraines succes på slagmarken. Vi kan ikke tillade, at vores sendinger af assistance ophører, mens vi afventer yderligere handling fra Kongressen, lød det fra præsidenten i en udtalelse.

Rand Paul forsvarer sig med, at finansieringen af hjælpepakken ikke er til stede, og derfor bør den ikke vedtages ifølge ham, selvom han ”sympatiserer med folket i Ukraine og roser deres kamp mod Putin”.

- Det truer vores egen nationale sikkerhed, og det er rent ud sagt en lussing til de millioner af skatteydere, som kæmper med at få råd til at købe benzin, dagligvarer og modermælkserstatning, skriver Rand Paul på Twitter.

Men at det skulle true USA's nationale sikkerhed køber Rand Pauls partikammerat og minoritetsleder i senatet, Mitch McConnell ikke.

- Ukraine beder os ikke om at kæmpe krigen. De beder blot om de ressourcer, de har brug for, til at forsvare sig mod denne afsindige invasion. Og de har brug hjælpen lige nu.

- At hjælpe Ukraine er ikke et eksempel på simpel filantropi. Det har direkte indflydelse på USA’s nationale sikkerhed og vitale interesser, at Ruslands aggression ikke lykkes og medfører betydelige omkostninger for Rusland, siger Mitch McConnell ifølge AP.

Hjælpepakkens 40 milliarder dollar er ikke tiltænkt udelukkende Ukraine. Ifølge AP er der også øremærket penge til følgekonsekvenserne af krigen. Eksempelvis er fem milliarder dollar øremærket til fødevarebistand til de lande, der er ramt af stigende fødevarepriser.

Desuden er 8,7 milliarder øremærket det amerikanske forsvar til genopbygning af våbenlagrene, efter mange våben og andet materiel er blevet sendt til Ukraine.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters skal senatet nu stemme om hjælpepakken mandag eftermiddag, amerikansk tid, i stedet.