Senatsudvalg står fast: Rusland greb ind i USA's valgkamp

Medlemmer af udvalg i begge Kongressens kamre er enige om, at Rusland skadede Hillary Clintons valgkamp.

Den russiske indblanding skete med direkte ordre fra præsident Putin, siger senatsudvalgets viceformand, demokraten Mark Warner. (Foto: © Rick Wilking / Reuters © Scanpix)

Det amerikanske senats efterretningsudvalg erklærer sig enig i efterretningstjenesternes vurderinger i 2017, hvor de erklærede, at Rusland blandede sig i det amerikanske præsidentvalg året forinden. Det skete for at skade demokraten Hillary Clinton og hjælpe Donald Trump.

Formanden for Senatets efterretningsudvalg, republikaneren Richard Burr, siger i en erklæring, at hans stab har brugt 14 måneder på at "gennemgå og vurdere kilderne, den professionelle udførelse og det analytiske arbejde. Og vi ser ingen grund til at bestride de konklusioner, som er blevet draget".

Efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus erklærede sig i sidste måned også enig i det meste af rapporten. Men udvalget kritiserede analyser af blandt andet præsident Vladimir Putins intentioner.

Den russiske indblanding var omfattende, sofistikeret og med direkte ordre fra præsident Putin med det formål at hjælpe Donald Trump og skade Hillary Clinton.

Senatsudvalgets viceformand Mark R. Warner (D)

Politikerne i Repræsentanternes Hus sagde, at de var enige i, at Putin havde ønsket at skade Clinton. Men de var ikke enige i, at det betød at den russiske leder nødvendigvis ville hjælpe Trump.

Udvalget har offentliggjort over 1800 sider med udskrift af interviews, som det har foretaget med præsidentens søn og andre, som den 9. juni 2016 deltog i et møde med en russisk advokat.

Ifølge e-mails var Donald Trump Jr. blevet lovet historier, der kunne skade Hillary Clinton.

I en erklæring onsdag siger Trump Jr.:

- Offentligheden kan nu se, at jeg gennem fem timer svarede på alle de spørgsmål, som blev stillet. Og jeg svarede udvalget ærligt og ligefremt.

Mødet, som han deltog i, er ved at blive efterforsket i de undersøgelser, som ledes af Robert Mueller. Mueller er udpeget til at undersøge påstande om Ruslands indblanding i valget i 2016.

/ritzau/AP