Separatister overtager kontrol i vigtig havneby i Yemen

Præsidentpaladset i Aden, der er hovedsæde for Yemens FN-anerkendte regering, er indtaget af separatister.

Separatister poserer foran en kampvogn, de har erobret fra militæret. i byen Aden. (Foto: NABIL HASAN © Scanpix)

Separatister, der kæmper for et selvstændigt sydligt Yemen, har overtaget kontrollen i havnebyen Aden.

Det oplyser de i en videobesked.

Aden ligger i det sydlige Yemen og er hovedsæde for landets internationalt anerkendte regering. Lørdagens udvikling er et tilbageslag for den koalition, der er ledet af Saudi-Arabien, og som kæmper mod houthi-oprørere i landet.

Separatister kæmper sammen med den saudiarabiskledede koalition, der støtter præsident Abd-Rabbu Mansour Hadi.

Har indtaget palads

Men separatisterne er også i strid med regeringen. De ønsker, at det sydlige Yemen skal være uafhængigt, som det var engang under navnet Sydyemen.

  • Separatister har indtaget militærbaser og præsidentpaladset i havnebyen Aden i Yemen. (Foto: NAJEEB ALMAHBOOBI © Scanpix)
  • SSeparatister har indtaget militærbaser og præsidentpaladset i havnebyen Aden i Yemen. (Foto: NAJEEB ALMAHBOOBI © Scanpix)
  • Separatister har indtaget militærbaser og præsidentpaladset i havnebyen Aden i Yemen. (Foto: FAWAZ SALMAN © Scanpix)
  • Separatister har indtaget militærbaser og præsidentpaladset i havnebyen Aden i Yemen. (Foto: NAJEEB ALMAHBOOBI © Scanpix)
1 / 4

Separatisterne har lørdag indtaget præsidentpaladset i Aden. Det oplyser en militær leder hos separatisterne ifølge Reuters.

Yemens udenrigsministerium har også kommenteret udviklingen.

- Det, der lige nu sker i den midlertidige (regerings) hovedstad Aden, er et kup udført af separatisterne mod den internationalt anerkendte regerings institutioner, skriver ministeriet på Twitter.

Den yemenitiske regering er anerkendt af FN, der også står i spidsen for forhandlinger om en fredsaftale.

/ritzau/Reuters

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter