Serbien raser over behandlingen af Novak Djokovic: 'Han er ikke en forbryder eller terrorist'

Det serbiske udenrigsministerium er gået ind i sagen om verdensetteren, der har fået afslag på sit visum til Australien.

Serbere i hovedstaden Beograd var i går på gaden for at vise deres støtte til tennisstjernen Novak Djokovic. (Foto: ANDREJ CUKIC © Ritzau Scanpix)

Vaccineballaden omkring verdens bedste mandlige tennisspiller, Novak Djokovic, har bevæget sig fra tennisbanen til de bonede gulve.

I torsdags ankom verdensetteren til Melbourne for at forsvare sin titel ved det forestående Australian Open.

Titelforsvaret startede dog langt fra efter planen, da den vaccineskeptiske serber fik afvist sit visum. Man skal nemlig være vaccineret for at rejse ind i Australien eller have en særlig grund til ikke at være vaccineret, og det har Djokovic ikke kunnet fremlægge tilstrækkelige beviser for, lyder det fra den australske premierminister, Scott Morrison.

Verdensetteren opholder sig derfor på et karantænehotel, der også huser desperate asylansøgere, indtil på mandag, hvor en dommer skal tage stilling til sagen om superstjernens annullerede visum.

Det har vakt vrede blandt mange af serberens fans, mens hans familie har sammenlignet tennisstjernen med Jesus og har sagt, at de australske myndigheder "forsøger at korsfæste Novak".

Djokovic-fans har taget opstilling foran karantænehotellet i Melbourne. (Foto: Loren Elliott © Ritzau Scanpix)

Men vreden og de store ord og beskyldninger kommer ikke kun fra Djokovic' inderkreds. Også det officielle Serbien er nu gået ind i sagen.

- Den serbiske offentlighed har stærkt indtryk af, at Djokovic mod sin vilje er offer for et politisk spil, og at han blev lokket til Australien for at blive ydmyget, lyder det i en udtalelse fra Serbiens udenrigsministerium.

- Novak Djokovic er ikke en forbryder, terrorist eller ulovlig migrant, men han blev behandlet på den måde af de australske myndigheder, hvilket forståeligt skaber forargelse blandt hans fans og Serbiens statsborgere, skriver ministeriet.

'Hele Serbien står bag ham'

Opbakningen til Novak Djokovic er kommet prompte fra serberens landsmænd. Siden i torsdags har utallige fans iklædt Serbiens farver troppet op ved karantænehotellet i Melbourne for at vise deres støtte til Djokovic.

Og i går mødte tilhængere op i den serbiske hovedstad, Beograd, for at vise deres støtte til deres landsmand.

Tidligere på ugen kaldte den serbiske præsident, Aleksandar Vučić, behandlingen af Djokovic for "chikane af verdens bedste tennisspiller" og fortalte, at han havde været i kontakt med stjernen.

- Jeg forsikrede ham om, at hele Serbien står bag ham, og at vores myndigheder vil gøre alt, hvad de kan, for øjeblikkeligt at få stoppet denne chikane af verdens bedste tennisspiller, skrev han blandt andet på Instagram.

"De træder på Novak og dermed også på Serbien og det serbiske folk", lød det i torsdags fra verdensetterens far, Srdjan Djokovic:

Også formanden for det serbiske parlament, Ivica Dačić, taler dunder mod Australien, som han beskylder for "foragtelig politisk chikane", beretter The Guardian.

Ethvert land i verden "ville med glæde give Novak Djokovic statsborgerskab for slet ikke at tale om at lade ham besøge landet i forbindelse med en turnering", mener den tidligere premierminister, der kalder Australiens opførsel "skandaløs" og et resultat af "politisk ustabilitet i landet, fordi der er et valg på vej."

Den serbiske regering har ifølge The Guardian sendt en formel klage til den australske regering, og udenrigsministeren, Nemanja Starović, har ligeledes klaget til den australske ambassadør i Beograd.

Ifølge det serbiske udenrigsministerium vil man ikke forsøge at påvirke dommerens afgørelse på mandag, men man forventer, at "myndighederne i landet, i gode bilaterale relationers ånd, tillader Djokovic at få bedre indkvartering."

Provokerede australiere

Sagen om den vaccineskeptiske tennisspiller har dog ikke kun skabt vrede blandt hans landsmænd.

Tidligere på ugen lagde verdensetteren et billede på Instagram fra en lufthavn med en stor tennistaske under armen med ordene: "Jeg tager Down Under med en fritagelsestilladelse."

Og her vakte udsigten til en fritagelse af tennisstjernen vrede blandt australiere, påpeger Anders Haahr Rasmussen, som er forfatter og tennisekspert.

- Novak Djokovic er kendt verden over som vaccineskeptiker, og der har i mange måneder været stillet spørgsmålstegn ved, om han overhovedet kunne deltage ved Australian Open, for turneringen kræver, at alle spillere er vaccinerede, forklarer han.

  • Djokovic (i rødt) har tidligere fået kritik for sin opførsel under coronakrisen. Herunder fordi han i sommeren 2020, da tennissæsonen var på pause på grund af covid-19, valgte at afholde en opvisningsturnering i Beograd. (Foto: MARKO DJURICA © Ritzau Scanpix)
  • Turneringen endte nemlig med at blive et sandt smittehelvede for Djokovic og de andre arrangører, da spillere og trænere blev smittet på stribe. Herunder Djokovic selv. (Foto: Antonio Bronic © Ritzau Scanpix)
1 / 2

- Han har på mange måder symboliseret modstanden mod den gængse tilgang til covid-19, og da han pludselig som verdens rigeste, bedste og mest feterede tennisstjerne står frem og siger, at han kommer alligevel, fordi han har fået en undtagelsestilladelse, så blev folk simpelthen rasende. Og det gjorde de selvfølgelig især i Australien, siger han til P1 Morgen.

Australiens strategi under coronapandemien har nemlig i høj grad været kendetegnet ved en hård nedlukning af landets grænser, og derfor faldt det mange australiere for brystet, at Djokovic i første omgang fik grønt lys til at rejse ind i landet.

"Folk er velkomne i Australien, men er du ikke dobbeltvaccineret og ikke australsk statsborger eller bosiddende, så kan du ikke være her", lød det tidligere på ugen fra Australiens premierminister, Scott Morrison:

- Derfor har det været en smule svært for mange australiere, der har lidt afsavn de sidste par år, at se opslaget, som Djokovic lagde på Instagram forleden dag, fortæller Nanna Stampe, som er journalist bosat i Melbourne.

- Skadefryden var også voldsomt fremme på især Twitter, hvor folk sad og gned sig i hænderne over, at han så alligevel ikke bare kunne komme ind i landet, siger hun.

Djokovic' videre skæbne forventes at blive afgjort på mandag, når hans sag kommer for retten. Her forventes hans advokater at argumentere for, at stjernen var smittet med coronavirus i midten af sidste måned, og at han derfor har fået dispensation til at deltage i Australian Open.

Turneringen skydes i gang 17. januar.

FacebookTwitter