Opbakning til Putin i Beograds gader: 'Vi hader Nato'

DR har været til demonstration i den serbiske hovedstad, hvor støtten til Rusland ikke var til at tage fejl af.

Mens mange i Vesten nærmest står i kø for at fordømme Ruslands invasion af Ukraine, så er der andre europæere, der bakker op om Rusland og landets præsident, Vladimir Putin.

Det gør sig blandt andet gældende i Serbien, hvor man i hovedstaden, Beograd, finder gadesælgere, der sælger kopper og trøjer prydet med Putins ansigt.

Serbien er ligeledes et af de eneste land i Europa, der ikke har tilsluttet sig sanktionerne mod Moskva.

  • (Foto: Thomas Vestergård © DR Nyheder)
  • (Foto: Thomas Vestergård © DR Nyheder)
  • (Foto: Thomas Vestergård © DR Nyheder)
1 / 3

Det varme forhold til Rusland hænger i høj grad sammen med Balkan-konflikten i 1990'erne, hvor Rusland markerede sig som en klar modstander af Natos bombardement af Serbien i 1999 under krigen.

Samtidig har Serbien og Rusland både sproglige, kulturelle og religiøse forbindelser, og begge lande nægter at anerkende Kosovos selvstændighed.

I går markerede flere i Beograd 23-årsdagen for begyndelsen af Natos bombardement af Serbien.

Her lød der kampråb som "russere og serbere, brødre for evigt", mens et stort russisk flag blev båret i procession gennem hovedstaden og hen til den russiske ambassade.

(Foto: Thomas Vestergård © DR Nyheder)

Og selv om der snart er gået et kvart århundrede, så er flere serberes forhold til Nato stadig noget anstrengt.

- Vi bryder os ikke om Nato. Nato har ødelagt vores land, lyder det fra Damnjan Knezevic, der er leder af organisationen Folkets Patrulje.

Og den samme holdning finder man hos det menige medlem af organisationen Ilija Vuksanovic.

- Vi hader Nato, siger han.

- Vi vil vise verden, at vi ikke har glemt det. Vi husker det.