Sex-video skal sælge EU

Det nyeste reklamefremstød fra EU giver farve i ansigtet. Det går nemlig hedt for sig i en ny video, som skal skabe interesse for EU's arbejde og mangfoldighed. Videoen viser 18 forskellige par, der dyrker sex.

Ikke alle steder er videoen blevet velvilligt modtaget. (© EU)

Trøjen rives over hovedet, der fumles med bukseknapper og trussen ryger ned om anklerne.

Så går det ellers løs.

18 forskellige par i alle aldre, racer - og positioner. Hetero- såvel som homoseksuelle dyrker sex i den 44 sekunder lange video, der er en del af en ny kampagne, som skal vække interessen for EU's arbejde og vise mangfoldigheden i den Europæiske Union.

Men videoen har ikke kun givet aktørerne røde kinder. Flere EU-lande finder reklame for dristig. Andre vælger at se det fra den humoristiske side:

- På en måde er videoen ganske rammende. EU har taget røven på England i mere end 30 år, siger det britiske medlem af Europa-Parlamentet Godfrey Bloom til Daily Mail.

Det er den svenske EU-kommissær Margot Wallström som leder kampagnen og ifølge hendes talsmand, så forklarer filmen mere end noget andet, hvad det er EU laver: Nemlig at bringe folk sammen på tværs af forskelligheder.

Sex-videoen er del af en pakke på 50 små film som via YouTube skal forklare de 27 EU-landes borgere, hvad det er for sager EU arbejder med.

Facebook
Twitter