To sexvideoer og en russisk provokunstner har vendt op og ned på fransk politik

Russisk aktivist er anholdt for at lække de saftige optagelser.

Han var kandidat til borgmesterposten i byernes by - nu har sexvideoer kostet ham den mulighed. (Foto: Joel Saget © Scanpix)

Han var en af Emmanuel Macrons gulddrenge. Altid veloplagt, velovervejet og velfriseret i sine offentlige optrædener. Benjamin Griveaux var præsidentens tro væbner, regeringens talsmand, tidligere vicefinansminister og nu kørt i stilling til den magtfulde post som Paris’ overborgmester.

Men i dag omtales han i datid.

Den 42-årige toppolitiker har nemlig måttet trække sig fra fransk politik, efter at to sexvideoer og en sms-udveksling mellem Griveaux og en yngre, fransk kvinde er blevet lækket på internettet.

Mål: Overborgmesterposten i Paris

Sagen havnede øjeblikkeligt på Emmanuel Macrons skrivebord i Elyséepalæet, og tvang præsidenten ud i en ny politisk kabale. Kommunalvalgkampen er nemlig i fuld gang, og rådhuset i Paris er den hellige gral.

Det unge regeringsparti La Republique En Marche har endnu ingen borgmesterposter i Frankrig, og for præsidenten er erobringen af hovedstadens rådhus et politisk prestigeprojekt.

Mens Macron således måtte bruge sin weekend på at lede efter en stærk erstatning for Griveaux, kunne de måbende frankmænd klikke sig frem til Griveaux’ egne mobiloptagelser af sine ædlere dele i fuldt vigør, indtil videoerne blev fjernet helt fra internettet.

Ydmygelsen og skandalen var total.

Gift med topadvokat

Benjamin Griveaux har taget konsekvensen med blegt ansigt og tynd stemme; præsidentens engang så tætte allierede måtte meddele sin afgang på grund af, hvad han kaldte de ”foragtelige angreb på mit privatliv”.

- Det fortjener min familie ikke. Ingen fortjener nogensinde at blive udsat for sådan en voldsomhed. Jeg vil ikke udsætte os for yderligere, lød fra Griveaux, der er gift med den 39-årige topadvokat, Julia Minkowski, med hvem han har tre børn på syv år, fem år og tre måneder.

Sundhedsminister træder til

Sent søndag aften kom det så frem, at Macron personligt har bedt Frankrigs populære sundhedsminister, Agnes Buzyn, om at forlade sit ministerium midt i krisehåndteringen af coronavirusset. I stedet stiller hun op som kandidat til posten som overborgmester i den franske hovedstad.

Frankrigs populære og nu tidligere sundhedsminister Agnes Buzyn stiller op til posten som Paris' overborgmester i stedet for Benjamin Griveaux. (Foto: Geoffroy Van Der Hasselt © Scanpix)

Med mindre end fire uger til valget har Buzyn således måttet iføre sig de flade sko for at dele kampagnemateriale ud i hovedstadens gader.

Målet er at slå Paris’ nuværende socialistiske borgmester, Anne Hidalgo, og erobre det rådhus, der gennem årene har udklækket flere franske præsidenter og premierministre.

Sømmede testikler fast

Men her slutter den langt fra, sagen, som franskmændene har døbt ”Griveauxaffæren”. Manden, der har lækket de famøse sexvideoer, er nemlig blevet anholdt.

Og der er tale om ingen ringere end den russiske provokunstner Piotr Pavlensky, der tidligere har gjort sig bemærket ved at sømme sine testikler fast til Den Røde Plads i Moskva og ved at sætte ild til den franske centralbank i Paris. Begge dele betegner Pavlensky selv som ”politiske performances”.

  • Manden bag afsløringerne af Benjamin Griveaux' sexvideoer - den russiske kunstner Piotr Pavlensky. (Foto: LIONEL BONAVENTURE © Scanpix)
  • I 2013 blev Piotr Pavlensky kendt verden over, da han sømmede sine testikler fast til brostenene på Den Røde Plads som en kunstnerisk protest mod Putin. (Foto: STRINGER © Scanpix)
  • I 2014 skar Piotr Pavlensky sin øreflip af foran Serbsky psykiatriske center i Moskva i en kunstnerisk protest mod, hvad han beskrev som "tvunget psykiatrisk behandling af oppositionspolitikere". (Foto: maxim Zmeyev © Scanpix)
1 / 3

Men hvorfor blander en russisk kunstaktivist sig i den franske kommunalvalgkamp?

Svaret findes på Piotr Pavlenskys egen facebookside. Kunstneren, der i 2017 fik politisk asyl i Frankrig, skriver selv, at han ville afsløre Benjamin Griveaux' ”hykleri”:

- Kandidaten har i sin valgkamp gjort sig til talsmand for at beskytte familien, barndommen og de traditionelle familieværdier, skriver Pavlensky i samme opslag.

Her deler han også de to sexvideoer, som Griveaux har optaget af sig selv, samt en sms-udveksling, hvor Griveaux blandt andet beder en yngre kvinde om at sende ham en video af hendes bryster.

Varetægtfængslet og anholdt

Kvinden, som i 2018 havde udvekslingen med Griveaux, er ifølge flere franske medier en jurastuderende, som i dag er kæreste med Pavlensky.

Hun er blevet varetægsfængslet i sagen, som politiet efterforsker som ”krænkelse af privatlivets fred”, mens Pavlensky, der i forvejen var eftersøgt af politiet i forbindelse med et voldeligt sammenstød i Paris nytårsaften, er blevet anholdt og nu afhøres i begge sager.

Læber og kønsdele på spil

Pavlensky er en gammel kending af både de franske og russiske myndigheder. I Rusland markerede han sig blandt andet i 2012 ved at sy sine læber sammen i solidaritet med de anholdte medlemmer af aktivistgruppen Pussy Riot, ganske som han i 2014 sømmede sine testikler fast til Den Røde Plads i protest mod den russiske ”politistat”.

I 2017 fik Pavlensky så politisk asyl i Frankrig, hvor han samme år satte ild til facaden på den franske centralbanks kontorer på Bastillepladsen, efter eget udsagn i protest mod finansmagten og i solidaritet med den sociale oprørsbevægelse De Gule Veste.

Pavlenskys seneste politiske stykke performancekunst:

At torpedere La République En Marches’ kommunalvalgkamp.