Sharia er fortsat grundlaget i Egypten

Sharia-principper vil fortsat være grundlag for egyptisk lovgivning. Det har landets særlige forfatningsforsamling vedtaget.

Egyptens særlige forfatningsforsamling har vedtaget at fastholde islamisk lov som kernen i egyptisk lovgivning. (Foto: Gianluigi Guercia © Scanpipx/AFP)

Egypternes nye grundlov bliver baseret på islamisk lov lige som den gamle.

Egyptens nye grundlov kommer til til at hvile på de sharia-principper, som også er grundlaget for loven i dag.

Endeligt udkast på vej

Landets særlige forfatningsforsamling har vedtaget at fastholde islamisk lov som kernen i egyptisk lovgivning.

Forsamlingen er ved at udarbejde det endelige udkast til den nye grundlov, der først skal godkendes af præsident Mursi og dernæst ved en folkeafstemning i landet.

Torsdagens beslutning betyder, at man overtager sharia-principperne fra den gamle forfatning under den afsatte præsident Hosni Mubarak.

Voldsom kritik af udkast

Spørgsmålet om sharia-principperne har længe været diskuteret mellem yderliggående salafi-islamister og liberale kræfter i forsamlingen.

Det forfatningsudkast, der på nuværende tidspunkt ligger på bordet, er blevet mødt af voldsom kritik fra flere sider. Menneskeretsgrupper klager over, at grundlæggende rettigheder ikke er sikret i udkastet.

Det gælder blandt andet paragraffer, der fastlægger domstolenes beføjelser og hærens rolle, og som er ikke lagt frem, så offentligheden kan læse dem.

Sekulære og kristne imod sharia

Andre stridspunkter handler blandt andet om kvinders rettigheder, ytringsfrihed, religionsfrihed og ikke mindst, hvilken rolle islam skal spille.

Sekulære egyptere og kristne er imod sharia-principperne i forfatningen, der var udset til at være et vigtigt skridt væk fra det gamle autokratiske militærstyre over mod mere demokrati.

Torsdagens afgørelse om sharia-principperne finder sted på et tidspunkt, hvor Mursi forbereder en tale for at dæmpe gemytterne i striden om et dekret, der udvider præsidentens beføjelser, og har fået titusinder af egyptere til at demonstrere.

Afslutning på politisk krise

Regeringskilder forventer, at den politiske krise i landet vil blive afsluttet, når den nye forfatning er på plads.

Forsamlingen skal nu stemme om hver eneste af de 234 artikler i udkastet til forfatningen, som senere skal sendes til godkendelse hos præsident Mohamed Mursi. Mursi har sine rødder i det islamistiske Muslimske Broderskab.

Talsmænd for forfatningsforsamlingen forventer, at der allerede inden for få uger kan afholdes folkeafstemning om den nye forfatning.

Facebook
Twitter