Sharia-lov indføres næppe i Tunesien

Det islamiske parti Ennahda vinder valget i Tunesien, men landet er ikke ved at blive en islamistisk stat, siger kendere. Kvinders rettigheder vil bestå.

(Foto: Jamal Saidi © Scanpix)

Den store vinder ved det første demokratiske valg i Tunesien er det islamistiske parti Ennahda, viser optællingerne efter søndagens afstemning.

Men eksperter advarer mod at tro, at partiet vil bruge sejren til at indføre streng sharia-lovgivning og undertrykke kvinders rettigheder.

Det vil være optaget af konsensus blandt tunesere og imødekommenhed over for den vestlige verden.

Vil ikke fornærme koalitionspartner

Ennahda vil efter alt at dømme blive det dominerende parti i en ny regeringskoalition.

- Ennahda vil være omhyggelig med ikke at fornærme sine koalitionspartnere og de unge, som stemte på partiet, for de stræber efter en særlig måde at leve på, mener Issaka Souare, der er specialist i Nordafrika på Sydafrikas institut for sikkerhedsstudier.

Han mener, at partiet på alle områder, hvor der skal træffes beslutninger, må gå på kompromis med koalitionspartnerne.

Vil ikke skade samhandel og turisme

Selv har Ennahda forsøgt at forsikre om, at vestlig turisme og samhandel ikke er i fare, og at kvinderne ikke behøver at bekymre sig.

- Vi ønsker at forsikre vores handelsmæssige og økonomiske partnere og alle aktører og investorer om, at vi snart håber at have den rette stabilitet og de rette betingelser for investeringer i Tunesien, siger et ledende medlem af partiet, Abdelhamid Jlassi.

- Vi respekterer kvindernes rettigheder og lighed mellem tunesere uanset deres religion, deres køn eller sociale status, føjer han til.

Retorik nedtonet

Den stærke mand i partiet er Ennahdas grundlægger, Rached Ghannouchi, som i 1970'erne agiterede for at indføre en streng fortolkning af den muslimske sharia-lov for at værne mod moralsk forfald.

Men i de senere år har han nedtonet retorikken.

Således sagde han i sidste måned, at "loven om individets stilling og kvinders rettigheder kan ikke røres. Kvinder udgør halvdelen af samfundet, og vi behøver deres stemmer".

Beskyldes for fløjlstale

Sekulære kvindegrupper er dog fortsat skeptiske og beskylder Ghannouchi for fløjlstale, når han taler til offentlige forsamlinger, og radikalisme, når han henvender sig til de troende i moskeerne.

Uanset partiets program, "så er der ingen mulighed for, at Ennahda vil være i stand til at diktere sine forslag ind i en ny forfatning", siger den tunesiske historiker Faysal Cherif.

I Paris siger Mahgreb-eksperten Pierre Vermeren, at det er bemærkelsesværdigt, at venstreorienterede og sekulære partier vil sikre sig op mod 30 procent af pladserne i den nye forfatningsgivende forsamling. Den samme opbakning ses ikke i noget andet land i Nordafrika, og det vil påvirke kursen.

Facebook
Twitter