Shin blev født i helvede på jord

Som den eneste person nogensinde er Shin Dong-hyuk født i en nordkoreansk fangelejr og har haft held med at flygte. Hans historie begynder i noget nær helvede på jord.

Shin Dong-hyuk fotograferet i Sydkoreas hovedstad Seoul i 2008. (Foto: Blaine Harden / Flugten fra Camp 14)

"Hans første erindring er en henrettelse."

Sådan begynder Blaine Hardens bog om Shin Dong-hyuk. I dag er han 28 år og en fri mand. Men det var ikke meningen, at hans liv skulle bruges på andet end tvangsarbejde, sult og tortur.

- Jeg kan huske at være et lille barn og grine og opføre mig som et barn. Men jeg kan ikke huske noget som helst øjeblik, der gjorde mig glad eller lykkelig. Slet ikke, fortæller Shin Dong-hyuk.

Han blev født i Camp 14 i Nordkorea. Landets mest sikre lejr for politiske fanger. Nærmere kommer man ikke på helvede på jord.

Hans tidligste minde beskrives sådan her i bogen:

"Han fulgte med sin mor hen til en hvedemark tæt på Teadong-floden, hvor vagterne havde drevet adskillige tusinde fanger sammen. Det var spændende med de mange mennesker, og drengen kravlede ind mellem de voksnes ben og frem i forreste række, hvor han så nogle vagter binde en mand til en pæl."

Han var fire år gammel og forstod ikke, hvad der skete. At grunden til at vagterne puttede sten i munden på fangen, var for at forhindre ham i at forbande den nordkoreanske stat. Så trak de en hætte nedover hans hoved.

"Ved den første henrettelse så Shin tre vagter tage sigte: Hver af dem affyrede sin riffel tre gange. Bragene skræmte drengen, og han tumlede bagover: Men han kom tids nok på benene til at se vagterne løsne rebet om den slappe, blodplettede krop, svøbe den ind i et tæppe og smide den op på en vogn."

Sådan begyndte Shin Dong-hyuks liv. Han er den eneste, det nogensinde er lykkedes at flygte fra Camp 14 og komme til Vesten. I dag kan han fortælle sin historie. Også selvom det gør ondt.

- Men jeg har egentlig ikke noget valg om at tale eller ikke tale. Det eneste jeg kan gøre for mine medfanger er at fortælle min historie, så deres kan blive hørt.

Tæsket ihjel for fem majskerner

Så Shin fortæller.

Om da han som seks-årig så en pige fra sin skoleklasse blive tæsket ihjel af vagten med en pegepind, fordi hun havde gemt fem majskerner i sin lomme. Et brud på regel nummer to om ikke at stjæle. Straffen er øjeblikkeligt at blive henrettet.

Lejren havde ti regler. De ti bud.

- Den første regel var, at man ikke måtte flygte. Den havde så flere regler under sig. F.eks, hvis du bliver fanget, mens du forsøger at flygte, vil du øjeblikkeligt blive skudt: Hvis du ikke angiver dem, der planlægger at flygte, vil du øjeblikkeligt blive skudt.

Som 13-årig gjorde Shin netop det. Han overhørte sin mor og bror tale om at flygte. Han havde aldrig lært andet, end det vagterne fortalte ham. Deres værdier var hans. Deres regler udgjorde hans etiske univers. Han fortalte en vagt om moderen og broderens planer. Måske han ville få lidt ekstra mad. Måske en portion ris.

Så sin mor dø

I stedet tilbragte han syv måneder i et underjordisk fængsel, hvor vagterne torturerede ham for at få mere at vide. En dag blev han kørt til lejrens henrettelsesplads.

Først troede Shin, at han skulle henrettes. Han trak vejret ekstra dybt. Prøvede at ånde de sidste øjeblikke af livet ind.

Men i stedet for at henrette ham, så hængte vagterne først Shins mor og skød derefter hans bror.

"Enhver der planlægger at flygte vil blive skudt."

Ikke et lykkeligt øjeblik

Efter sin flugt fortalte Shin alt til de mange der spurgte. Efterretningsfolk. Menneskerettighedsforkæmpere. Journalister. Men han skjulte sin egen rolle i moderen og broderens død. Han var bange for, at andre ville se ham som et monster.

- Selv nu er det noget, jeg ikke har lyst til at tale om. Jeg tror det er meget normalt, at folk ikke har lyst til at dele de sider af sig selv, som de har forsøgt mest at skjule, siger han.

Shin voksede op uden at kende andet end lejren. Han vidste ikke engang, hvem Nordkorea blev ledet af. Eller hvad det var - for den sags skyld.

- Jeg var slet ikke klar over, at det var et ondt og forkert system, mens jeg voksede op i lejren. Jeg havde ingen fornemmelse af, at det her ikke var rigtigt. Det var først efter jeg flygtede og prøvede at leve i frihed, at jeg blev klar over, at det er forkert at undertrykke og lade folk lide på denne her måde.

Arrene forlader ham aldrig

Hvis Shin stopper med at fortælle sin historie, fortsætter hans krop.

Hans midterste finger på højre hånd mangler: Vagter skar den af, da han på fabrikken kom til at tabe en symaskine: Hans ryg er dækker af store ar, fra da han som 13-årig blev hejst ned over levende ild indtil hans kød brændte: Hans arme er krumme af sliddet fra børnearbejdet. Og hans ben bærer stadig store mærker fra strømmen, som jog igennem ham, da han som 23-årig klatrede henover sin døde kammerat for at komme igennem det elektriske hegn.

- I det øjeblik, jeg flygtede gennem hegnet, følte jeg mig fri.

Det tog Shin to år og helt ekstremt meget held at komme gennem først Nordkorea og så Kina for til sidst som 25-årig at ende i Sydkorea.

Det kan godt være, at han flygtede fra Camp 14. Men den vil aldrig forlade ham.

Vil råbe verden op

Det gør ondt på Shin at fortælle sin historie. Men han håber, at den kan få verden til at lytte.

- For 60 år siden - under Holocaust - forestillede ingen sig, at seks millioner mennesker kunne blive slået ihjel på den måde. Det var fuldstændig utænkeligt. Men det samme sker lige nu i Nordkorea. Folk lider på samme måde. Hvis verden ikke beslutter sig for at gøre noget ved det, så tror jeg, at vi vil se en lignende situation som under nazisternes Holocaust. Så vil historien bare gentage sig, siger Shin Dong-hyuk.

(© Blaine Harden- "Flugten fra Camp 14")
Facebook
Twitter