'Sibiriens svar på Maldiverne' er mere toksisk end tropisk

En sø i Sibirien er blevet kendt på Instagram. Nu advarer energiselskab mod at svømme i den.

Solen skinner, vandet er turkis, selfien sidder lige i skabet. Og så i det ellers iskolde Sibirien i byen Novosibirsk.

Det lyder næsten for godt til at være sandt. Og det er det så også.

Energiselskabet Siberian Generating Company har nemlig set sig nødsaget til at advare mod at bade i søen, der bliver brugt som aske-losseplads, som indeholder skadelige giftstoffer.

- Den seneste uge er vores aske-losseplads blevet en berømthed på sociale medier, skriver de ifølge blandt andre The Guardian.

På Instagram kan man se russere tage alt fra bikinibilleder til bryllupsbilleder ved søen, der har fået kælenavnet "Sibiriens Maldiverne" på vandets farve. Men søen er i modsætning til det lille land i Det Indiske Ocean altså mere toksisk - giftig - end tropisk.

Siberian Generating Company har nu ifølge nyhedsbureauet AP indsat vagter, der skal holde selfie-hungrende gæster væk fra den menneskeskabte sø, der kan give allergiske reaktioner, hvis man bader i den.

Se den smukke, men farlige sø i videoen øverst i artiklen.

Facebook
Twitter