Sidste akt i brexit-dramaet begynder i dag: Vælger Boris Johnson pest eller kolera?

Efter et langt tilløb træder stjernespillerne nu ind på scenen, og deres optræden afgør, om brexit ender lykkeligt eller som en tragedie.

Spørgsmålet er, om den britiske premierminister, Boris Johnson, og EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, nu kan lande en aftale. (Foto: HENRY NICHOLLS © Reuters/Ritzau Scanpix)

Tiden er kommet, hvor Boris Johnson er nødt til at bestemme sig. Ønsker han en aftale med EU eller ej?

Og for den britiske premierminister, Boris Johnson, er valget om en aftale med EU eller ej lidt som at bede ham om at vælge mellem pest og kolera.

For der er ikke meget i det aftaleudkast, som EU og Storbritannien møjsommeligt har forhandlet sig frem til, som bare tilnærmelsesvis ligner det billede af det Storbritannien uden for EU, som Boris Johnson fremmanede op til folkeafstemningen om EU-medlemskabet i 2016.

Og hvis Boris Johnson siger ja til en aftale med EU-landene og aftalen offentliggøres, så vil den indeholde et helt katalog af skuffende resultater, som den britiske premierminister og hans hær af spindoktorer og loyale ministre skal i gang med at bortforklare.

Men det modsatte valg, ingen aftale med EU, er om muligt endnu værre for Boris Johnson.

Intelligente og indsigtsfulde

Udadtil holder den britiske regering fanen højt og gør det klart for alle og enhver, at Storbritannien vil klare sig fint uden en aftale med EU, og at det efter den britiske regering vil være uproblematisk, at der eksempelvis kommer told på alle varer, som skal sælges til EU, og på varer som importeres fra unionen.

I forhold til forhandlingerne med EU er den britiske regering nødt til at hævde, at Storbritannien vil klare sig fint uden en handelsaftale. Det modsatte ville være at erkende, at EU sidder med de bedste kort på hånden i den forhandling.

Men man skal ikke have tilbragt mange minutter i selskab med britiske diplomater eller talt med folk fra britisk erhvervsliv, før man forstår, at der er forskel på det, som siges udadtil, og det der tales om indadtil.

Boris Johnson og de britiske forhandlere er intelligente, velforberedte og indsigtsfulde. Og det betyder også, at de ved, at det vil få store konsekvenser for britisk økonomi, britisk erhvervsliv og hele Storbritanniens udenrigspolitiske vægt og betydning i verden, hvis det viser sig, at landet ikke er i stand til at indgå en aftale med briternes suverænt vigtigste marked – nemlig EU’s indre marked.

I månedsvis har Davis Frost (tv) forhandlet på vegne af Storbritannien med Michel Barnier (th), der er EU-landenes chefforhandler. Nu har de sendt bolden videre til deres ledere. (Foto: pool © Scanpix)

Klar til kompromisser

Hvis det udelukkende havde været op til de to brexit-forhandlere, EU’s Michel Barnier og den britiske David Frost, så kunne forhandlingerne være afsluttet allerede for en måned siden.

De to hovedforhandlere og deres forhandlingsteams med flere hundrede diplomater på hver side kender emnerne ind og ud. De kender begge parters forhandlingspositioner og ømme punkter, og de begyndte allerede for længe siden at definere såkaldte ”landing zones” – altså områder, hvor man ville kunne finde kompromisser.

Men problemet med kompromisser er, at de er netop det. Et kompromis.

At indgå et kompromis betyder, at du som politiker ikke får det, du ønskede. Du får noget andet. Nemlig det, det var muligt at opnå. Og det er det, som er problemet for premierminister Boris Johnson.

For Boris Johnson er succeskriteriet nemlig ikke en aftale med EU for enhver pris. Storbritannien ønsker kun en aftale, hvis den opfylder en række af de helt afgørende krav, som spillede en rolle allerede op til afstemningen om det britiske EU-medlemskab i 2016.

Nogle af kravene er mere følelsesladede og sværere at måle. For eksempel at Storbritannien genvinder landets suverænitet. Hvordan måler man præcist det?

Til gengæld er der andre dele af aftaleudkastet, som både kan måles og vejes. Nemlig den del som handler om fisk og eksempelvis danske fiskeres fremtidige ret til at fiske i britisk farvand.

Uret tikker

For Boris Johnson og den britiske regering har det været klart længe, at det, som venter forude, ikke er den aftale, som brexit-fortalerne forudså og lovede vælgerne op til den britiske folkeafstemning.

Der er tale om en begrænset aftale, som fjerner en række hindringer for handel og samarbejde, men langt fra alle. Fra årsskiftet venter en fremtid, hvor hver eneste handlet vare skal udstyres med en importerklæring, og hvor al handel mellem EU og Storbritannien bliver både dyrere og mere bureaukratisk.

Når det gælder andre sektorer af erhvervslivet som eksempelvis finanssektoren eller serviceerhvervene, så bliver adgangen til EU-markedet begrænset betydeligt i forhold til i dag. Og det samme gælder for eksempelvis erhvervstransport for lastbiler og fly.

Og det er også udsigten til en halvdårlig/halvgod aftale, som har været den primære årsag til, at Boris Johnson ikke har haft den store lyst til at få afsluttet brexit-forhandlingerne.

Hvis forhandlingerne var sluttet allerede i sommer, som var den første deadline, der var opstillet i forhandlingerne, så ville det britiske parlament og de britiske medier have haft måneder til minutiøst at gennemgå aftalen og alle dens konsekvenser.

Men efterhånden som det er blevet klart, at aftalen bliver lille og kun får et begrænset omfang og en begrænset betydning, så har det været et mål i sig selv for Boris Johnson og den britiske regering, at forhandlingerne skulle afsluttes så sent så muligt. Sådan at det britiske parlament og de britiske medier får så lidt tid som muligt til at finkæmme den 6-700 sider lange aftale.

Brug for et stort drama

Så selv om brexit-forhandlerne har kunnet se mulige kompromisser meget længe, så har de ikke kunnet afslutte forhandlingerne.

For en afslutning på brexit-dramaet kræver, at politikerne på begge sider af Kanalen bestemmer med sig selv, om de helst vil leve med et kompromis, som de egentlig ikke er begejstret for, eller om de hellere vil leve uden.

I håb om, at nogle måneder uden en aftale og voldsomme konsekvenser i sidste ende vil gøre det muligt at indgå en bedre aftale engang i løbet af næste år.

En ting er helt sikker, når man kender britisk europapolitik: Storbritannien indgår aldrig en europæisk aftale uden et foregående drama. Sådan har det altid været ved de utallige EU-topmøder, hvor der er truffet store beslutninger.

Uanset om premierministeren har heddet Thatcher, Major, Blair eller May, har der skullet være et kæmpe politisk drama inden en stor beslutning. Intet tyder på, at Boris Johnson på det punkt er anderledes end sine forgængere.

Og nu kommer brexit-dramaet så langt om længe. I går aftes udsendte de to brexit-forhandlere, Barnier og Frost, en fælles meddelelse, hvor de erklærede, at de ikke kommer længere i forhandlingerne, og at de stadig står langt fra hinanden.

Altså, at der er drama, og at de nu ikke ser anden mulighed end at overlade uenighederne til premierminister Johnson og EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

Nu kommer de store spillere med andre ord ind på scenen.

Hvad vælger Boris?

For at sætte ekstra krydderi på dramaet er den britiske ærkefjende, Frankrig, naturligvis også kommet på banen med en trussel om, at de også kan finde på at blokere for en aftale.

Det passer Downing Street glimrende, at der nu er tale om et trekantsdrama med Storbritannien, Frankrig og EU-Kommissionen.

Scenen er med andre ord sat på præcis den måde, som den plejer at være, når der skal træffes store beslutninger. Der er dyb uenighed, og nu er det så op til politikerne at finde et kompromis.

Til syvende og sidst er det EU-landenes regeringer, der skal sige god for den aftale, som Michel Barnier har forhandlet på plads på vegne af dem. Frankrig har allerede truet med veto. (Foto: pool © Scanpix)

Det store og for alle uafklarede spørgsmål er, om premierminister Boris Johnson i løbet af de kommende timer og dage vælger det, som alle venter og forventer, nemlig en aftale som er tynd og bleg, men trods alt mindre dramatisk end ingen aftale.

Eller om han overrasker alle og bestemmer sig for, at forskellen mellem en tynd aftale med EU og ingen aftale alligevel er så begrænset, at han hellere er uden en aftale. Med en tro på, at EU så i det nye år vil komme tilbage og tilbyde bedre vilkår for trods alt at få en aftale med briterne.

Scenen for sidste akt i brexit-dramaet er nu sat, og i dag, lørdag, træder stjernespillerne ind på scenen.

Om det hele så ender som en tragedie eller med en happy ending, det vil tiden vise. Kun en ting er helt sikker, og det er, at beslutningen kan ikke udskydes meget længere.

Om mindre end én måned træder Storbritannien endegyldigt ud af EU. Om få dage ved vi muligvis, om det bliver med eller uden en frihandels- og samarbejdsaftale. (Foto: HENRY NICHOLLS © Scanpix)

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter