Sidste del af sammenstyrtet motorvejsbro i Genova sprængt i stykker

De to støttetårne fra broen, hvor 43 blev dræbt i 2018, er nu væk.

Knap et år efter at Morandi-broen i den italienske by Genova styrtede sammen på en regnfuld dag, er de sidste rester fra, hvad der sendte et chok gennem byen, i dag blevet jævnet med jorden.

43 mennesker mistede livet, og 16 blev såret, da broen kollapsede sidste år.

Her til formiddag blev de to støttetårne, der stod tilbage på den østlige del af broen, bragt til jorden ved hjælp af sprængstof.

Lokalbefolkningen evakueret

Forinden eksplosionerne fredag formiddag var mere end 3.400 mennesker blevet evakueret fra deres hjem.

Allerede i går skulle gravide og ældre, der bor nær broen, forlade området ved broen, hvor eksplosionen skulle foregå.

Flere veje indenfor en radius af 300 meter er også blevet lukket.

De lokale må vende tilbage til deres hjem senere i dag, hvis det bliver betragtet som sikkert.

Hvordan foregik sprængningen?

Der var blevet fastgjort flere ton sprængstof omkring benene på de to støttetårne.

Desuden var flere vandkanoner og store vandsække blevet placeret både langs broen, på broen og under den tilbageværende konstruktion. Formålet er at forhindre spredningen af det støv, der følger med sådan en eksplosion, til resten af byen.

Derfor var der også placeret sprængstof i de store vandtanke, der var placeret på selve broen, som gik af, da broen blev sprængt i luften, skriver BBC. Sprængstoffet skulle lave vandstråler på op mod 50 meter, der skulle forhindre støvet i at sprede sig.

  • En kontrolleret eksplosion bringer de to tilbageværende støttetårne på Morandi-broen til jorden. (Foto: MASSIMO PINCA © Scanpix)
  • Sprængstof får flere meter høje vandstråler til at dæmme op for støvet ved eksplosionen. (Foto: vincenzo pinto © Scanpix)
  • Der bliver fortsat sprøjtet med masser af vand efter eksplosionen af Morandi-broen i Genova. (Foto: vincenzo pinto © Scanpix)
1 / 3

Morandi-broen

Morandi-broen var vigtig for infrastrukturen langs den italienske riviera, hvor motorvejen A10 kørte hen over broen. Desuden fungerede broen også som bindeled fra det nordlige Italien videre mod Frankrig.

Det var et 200 meter langt stykke af broen, der for et lille år siden kollapsede, og faldt ned på togskinner og i floden Polcevera, der løber under broen. Derudover blev også to varehuse ramt.

De italienske mydigheder efterforsker stadig, hvad der fik broen til at styrte sammen. Hidtil har mistanken rettet sig mod designfejl og dårlig vedligeholdelse.

Broen er designet af den italienske konstruktionsingeniør Riccardo Morandi og stod færdig i 1967. Allerede i 1990’erne blev der dog lavet store reparationer på broen, og i 2016 blev der igen udført restaureringsarbejde på broen.

En sådan bro er normalt designet til at holde i mindst 100 år.

Den nye bro

I december sidste år sagde Italiens førende arkitekt Renzo Piano ja tak til at være en del af det hold, der skal konstruere en ny bro, hvor den gamle stod.

Med en pris på 1,5 milliarder kroner forventes broen at blive Europas dyreste af sin slags.

Se hvordan broen kommer til at se ud:

  • Genovas borgmester, Marco Bucci, viser en illustration af den kommende bro. (Foto: ANDREA LEONI © AFP or licensors)
  • Stjernearkitekten Renzo Piano ser på en skitse af broprojektet i fugleperspektiv. (Foto: Antonello Nusca © Antonello Nusca)
1 / 2

Af hensyn til borgerne i Genova bliver den nye bro ikke en hængebro som dens forgænger. I stedet vil den nye bro hvile på piller, og som en hyldest til ofrene vil den være oplyst af 43 lamper – det samme antal, som blev dræbt i katastrofen i 2018.

Broen skal stå færdig i april 2020 – og der vanker heftige bøder til entreprenørerne, hvis de ikke holder tidsplanen.

Facebook
Twitter