Sidste kreds afgjort: Labour vinder med 20 stemmer

Valget i Storbritannien er ovre, efter stemmerne i Kensington er talt op.

Corbyn og Labour ender med 262 mandater i parlamentet, hvilket er langt over, hvad de fleste meningsmålinger viste. (Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS © Scanpix)

Alle 650 parlamentsmedlemmer er fundet efter valget i Storbritannien. Det skriver BBC og flere britiske medier.

Omkring klokken 22 fredag aften blev Kensington-kredsen som den sidste afgjort.

Her vandt Labour med blot 20 stemmer, og tog dermed valgets sidste mandat fra De Konservative. Afgørelsen var tæt, men ikke tættere end den skotske kreds North East Fife, hvor to stemmer afgjorde valget.

Dermed står det klart, at valget giver 318 mandater til De Konservative, mens Labour får 262. Det er en tilbagegang for det konservative regeringsparti, der vender tilbage til parlamentet med 13 færre medlemmer.

Modsat er kredsen af Labours medlemmer i parlamentet blevet udvidet med 30.

Det Skotske Nationalistparti, SNP, mistede 21 sæder og endte på 35 mandater.

Liberal Demokraterne får 12 medlemmer af parlamentet, mens det euroskeptiske parti Ukip ikke fik medlemmer valgt ind.

/ritzau/

Facebook
Twitter