Siger farvel 20. januar: Her er Obamas pensionsordning

Takket været en fattig præsident fra 1950'erne får Obama livslang pension og flyttetillæg.

Selv om man er tidligere præsident, holder Secret Service stadig øje. (Foto: JONATHAN ERNST © Scanpix)

Da Harry S. Truman i 1953 pakkede Det Ovale Kontor ned, blev kasserne flyttet direkte ind hans svigermors gamle hus. Penge havde han nemlig ikke mange af. Præsidenter fik dengang ikke pension, og Truman måtte altså nøjes med en månedlig check fra hæren på 112 dollars.

Først flere år senere i 1958 vedtog Senatet 'Former Presidents Act', der gav tidligere præsidenter en årlig pension på 25.000 dollars, samt andre fordele.

Den afgående præsident, Barack Obama, er dog langt fra at havne i samme sørgelige situation som Harry S. Truman. Obama anslås at have tjent flere millioner dollars på bogaftaler. Desuden er der i dag langt bedre pensionsforhold for de tidligere præsidenter.

Lønnen i Det Hvide Hus

Da Harry S. Truman var præsident, tjente han 100.000 dollars om året. I 1969 blev præsidentlønnen fordoblet til 200.000 dollars. Beløbet blev igen fordoblet til 400.000 dollars, da George W. Bush blev præsident. Ifølge loven må lønnen hverken reduceres eller hæves under en siddende præsident.

Bortset fra den faste løn hører der en lang række frynsegoder og tillæg til præsidentembedet. Der er naturligvis gratis transport med Air Force One og limousine-korteger, og der betales heller ikke husleje for at bo i Det Hvide Hus.

Livsvarig pension

Når Barack Obama ikke længere er præsident, får han ifølge Former Presidents Act, hvad der svarer til en ministerløn, og den ligger i dag på 205.700 dollars. Pensionen er livsvarig og træder i kraft med øjeblikkelig virkning den 20. januar. Enker får årligt 20.000 dollars i pension.

Flyttetillæg

Ifølge loven følger der også midler med, når præsidenten skal flytte og få en ny tilværelse til at fungere. I syv måneder, begyndende en måned før overdragelsen af embedet, får afgående præsidenter tilskud til kontorplads, personale, og kommunikation. Beløbet fastsættes af Kongressen.

Seks måneder efter præsidenttiden har Barack Obama krav på op til 150.000 dollars om året til personale. Efter 30 måneder falder beløbet til maks 96.000 dollars om året.

Kontorlokaler

Tidligere præsidenter får også kompensation for udgifter, der går til kontorlokaler og materialer. Kongressen godkender årligt de tidligere præsidenters kompensation. I 2015 fik George W. Bush tilkendt 434.000 dollars til formålet.

Rejser

Rejser Barack Obama for at repræsentere USA på nogen måde i sin egenskab af tidligere præsident, får han refunderet rejseudgifter til sig selv og to medarbejdere.

Livslang beskyttelse fra Secret Service

Selvom han ikke længere er præsident, er der stadig en sikkerhedstrussel, og Barack Obama får derfor livsvarig beskyttelse af Secret Service. Tidligere var der kun tale om 10 års beskyttelse, men reglerne blev ændret i 2012.

Skulle tidligere præsidenter ikke have egen sygeforsikring, kan de og deres familie desuden kvit og frit blive behandlet på ethvert militærhospital.

Udgifter for over tre millioner dollars

I 2015 løb den slags udgifter op i 3,25 millioner dollars. Pengene gik til de fire nulevende eks-præsidenter Jimmy Carter, George H. W. Bush, Bill Clinton og George W. Bush. Sidstnævnte var den dyreste af slagsen og fik i 2015 cirka 1,1 millioner dollars i pension og personlige tilskud. Derefter kommer Bill Clinton, der ifølge en opgørelse fra 2015 fik 924.000 dollars om året.

Kilder: Kongressens Research Service (CRS), Fiscal Times og New York Times.