Sigtet politibetjent i retten for første gang i George Floyd-sag

Dommeren har sat kautionen på den fyrede betjent til 1,25 millioner dollar.

Demonstranter ses foran retten i Minneapolis, inden den nu fyrede politibetjent for første gang blev stillet for en dommer. (Foto: KEREM YUCEL © Scanpix)

Den fyrede politibetjent satte gang i en lavine af demonstrationer, efter videoer af hans brutale behandling af den afroamerikanske George Floyd blev delt.

Her til aften blev han for første gang stillet for en dommer. Det skete ved retten i Minneapolis. Den tidligere politibetjent er sigtet for uagtsomt manddrab.

Dommeren har sat kautionen til 1,25 millioner dollar.

Sigtede var ikke fysisk til stede i retten, men deltog virtuelt. Hans advokat accepterede vilkårene for kautionen uden at ytre et ord.

Den tidligere betjent arbejdede i 19 år i politiet i Minneapolis og risikerer op til 40 års fængsel. For to uger siden blev han filmet med sit knæ mod George Floyds hals. På den måde holdt han George Floyd presset mod jorden i næsten ni minutter.

I videoen kan du se, hvordan det gik for sig under demonstrationernes spæde begyndelse i Minneapolis.

Kort tid efter blev Floyd erklæret død. Hændelsen affødte enorme demonstrationer, der spredte sig fra Minneapolis, hvor Floyd døde, til resten af USA og siden til flere steder i verden.

Demonstrationerne kører på 15. dag, men er ikke længere lige så voldsomme som de første dage, hvor der var heftige sammenstød mellem demonstranter og politi i flere større amerikanske byer.

Sigtede er fortsat fængslet, og må ikke forlade delstaten Minnesota, hvis kautionen bliver betalt.

Næste retsmøde er sat til 29. juni.

Facebook
Twitter