Sikkerhedsekspert: Naturligt ikke at provokere Kim Jong-un med omfattende militærøvelser

Havde tusindvis af soldater øvet krig med Nordkorea, kunne landet have genoptaget testningen af missiler.

Billede fra en militærøvelse i april 2017, hvor en sydkoreansk K1A2-kampvogn skyder med skarpt side om side med en amerikansk M1A2-kampvogn. (Foto: Jung Yeon-je © Scanpix)

Beslutningen om, at USA fortsat ikke skal lave militærøvelser sammen med Sydkorea, som blev offentliggjort i nat af Pentagon, giver god mening.

Den er måske ligefrem nødvendigt for at holde Nordkorea fast på ikke at prøveaffyre flere missiler, som kan fremføre atomvåben.

Sådan siger Andreas Bøje Forsby, som forsker i østasiatisk sikkerhedspolitik på Nias under Københavns Universitet.

- Man skal tænke på, at det er nogle af de allermest omfattende militærøvelser i verden, som involverer tusindvis af soldater og forbereder dem på en væbnet konflikt med Nordkorea. Derfor er det helt naturligt, at amerikanerne vælger at fortsætte med ikke at provokere nordkoreanerne med de her voldsomme militærøvelser, siger forskeren.

- Man kan sagtens se for sig, at nordkoreanerne ville genoptage deres testning af missiler og atomvåbenteknologi, hvis amerikanerne og sydkoreanerne gennemførte øvelserne. Så det giver god mening, at man indstiller dem, siger Andreas Bøje Forsby.

Forsoningsproces i gang

Aflysningen af øvelserne er ikke mindst væsentlig for Sydkorea, som har gjort sig store anstrengelser for at nærme sig Nordkorea, parallelt med den amerikanske præsident Donald Trumps forhandlingsinitiativ.

I april sidste år mødtes Nordkoreas Kim Jong-un og den sydkoreanske præsident Moon Jae-in i den sydkoreanske del af den demilitariserede zone mellem de to lande. Det var første gang, en nordkoreansk leder satte benene i Sydkorea.

  • Den nordkoreanske leder Kim Jong-un går den sydkoreanske præsident Moon Jae-in i møde i april sidste år (Foto: pool © Scanpix)
  • Den sydkoreanske præsident Moon Jae-in og den nordkoreanske leder Kim Jong-un træder sammen ind i Sydkorea efter et kort besøg på den nordkoreanske side. (Foto: POOL New © Scanpix)
  • Den sydkoreanske præsident Moon Jae-in og den nordkoreanske leder Kim Jong-un til velkomstceremoni i den demilitariserede zone. (Foto: pool © Scanpix)
  • Veltilfredse ledere efter at have underskrevet en fælles erklæring. (Foto: Reuters Tv © Scanpix)
  • Kim Jong-un vinker farvel til den sydkoreanske præsident efter ceremonien. (Foto: POOL New © Scanpix)
1 / 5

Siden har der blandt andet været tale om at byde sig til som OL-værtsland sammen med naboen i nord.

- Jeg tror, at aflysningen af øvelserne er helt afgørende fra et sydkoreansk perspektiv, for de er også i gang med deres egen forsoningsproces med Nordkorea, siger Andreas Bøje Forsby.

- Hvis de her øvelser blev genoptaget, ville det være en voldsom provokation over for Pyongyang. Derfor er det meget magtpåliggende for den sydkoreanske præsident at få sat øvelserne i bero, så man - i hvert fald mellem Nord- og Sydkorea - kan fastholde en eller anden form for dialog og fremadrettet konstruktiv proces, siger han.

Skiltes som gode venner i Hanoi

Også for USA og Trumps bestræbelser på at få Nordkorea til at droppe atomvåben og åbne sig for omverdenen er det vigtigt at holde et lavt spændingsniveau i forhold til Nordkorea.

Også selv om der ikke kom noget konkret ud af denne uges topmøde mellem den amerikanske præsident og Nordkoreas Kim Jong-un i Vietnam.

Se hvordan præsident Trump tidligere på ugen forklarede, hvorfor militærøvelser med Sydkorea er indstillet.

- Som udgangspunkt skiltes de som gode venner i Hanoi, og nu er der lagt op til et forhandlingsspor på lidt lavere niveau mellem delegationer fra USA og Nordkorea i det såkaldte nukleare diplomati, siger Andreas Bøje Forsby.

- Sandsynligheden, for at Nordkorea i sidste ende ligefrem skulle opgive hele deres atomvåbenprogram, er ikke særlig stor, sådan som jeg vurderer det. Men processen kører videre, og det er trods alt fint for fredsbestræbelserne, siger han.

De aflyste militærøvelser kendes som Foal Eagle og Key Resolve og blev første gang suspenderet af Trump sidste år..

I de seneste år har op mod 200.000 sydkoreanske soldater og 30.000 amerikanske soldater deltaget i øvelserne. USA har omkring 28.500 soldater i Sydkorea.

Facebook
Twitter