Sikkerhedsforhold på norsk skib undrer forstander på søfartsskole: 'Det er jo livsfarligt'

Flere genstande på skibet burde have været spændt fast, mener den danske forstander.

På private videooptagelser fra krydstogtskibet Viking Sky kan man se, at store blomsterkrukker og stole glider frem og tilbage, da skibet er fanget i et voldsomt vejr med høje bølger.

Men det burde ikke ske, mener forstander på Svendborg Søfartsskole, Jens Frederiksen, der undrer sig over, at tingene ikke var sikret.

- Skibet virkede ikke søklart. Der må ikke kunne flyve ting rundt, såsom store potteplanter og den slags, som man ser på optagelserne. Kun flyglet stod fast. Det må ikke ske, og slet ikke i hårdt vejr. Det er jo livsfarligt, siger han og fortsætter:

- Kaptajnen er øverst ansvarlig for alt, hvad der foregår på skibet, så det er hans ansvar, at skibet er gjort søklart, inden det sejler afsted.

Overordnet roser Jens Frederiksen kaptajnen og mandskabet for håndteringen af situationen.

Ifølge ham blev der taget de rigtige beslutninger for at undgå en større katastrofe. Men at store genstande kunne glide frem og tilbage, er han uforstående over for.

- Der er noget, der tyder på, at man ikke har taget det alvorligt nok. Man har måske været for sikker på, at skibets størrelse og indretning har kunnet klare situationen, siger han.

Hvorfor sejlede skibet afsted?

Også i Norge er der nogle ting ved situationen, der undrer fagfolk.

Redningsskipper Magne Sætren sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor kaptajnen overhovedet valgte at begive sig ud i det voldsomme vejr.

- Jeg kan ikke forstå, at de gik ud i det vejr. Hvor i himlens navn var kaptajnen og sømandsskabet i den beslutning, siger han til det norske medie Dagens Næringsliv.

Han fortæller, at Viking Sky var det eneste skib, der lørdag eftermiddag valgte at sejle ud på den 20 kilometer lange Hustad-strækning, der er berygtet for sine store bølger.

Her fik krydstogtskibet motorstop. Området er farligt på grund af kraftig strøm og skarpe klipper.

– På grund af vindstyrken lå alle andre i havn, hvorimod dette skib valgte at sejle ud. Det var ikke nødvendigt at gøre, ikke mindst hvis man tænker på passagererne, siger Magne Sætren til mediet.

Selskabet, der har ansvaret for Viking Sky, har ikke ønsket at kommentere på kritikken, men siger til norske medier, at det er passagerernes ve og vel, der har deres opmærksomhed på nuværende tidspunkt.

Facebook
Twitter