Sikkerhedsråd har bremset Boltons bog, og det forstår hans advokat simpelthen ikke

Advokater til Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver afviser, at hans bog indholder hemmeligstemplede oplysninger.

(Arkiv) Striden om, hvorvidt der skal indkaldes vidner i rigsretssagen mod Donald Trump, nærmer sig sin afgørelse. En central person her er den tidligere sikkerhedsrådgiver John Bolton (længst til venstre). (Foto: LEAH MILLIS © Scanpix)

I 17 måneder var John Bolton national sikkerhedsrådgiver for USA's præsident Donald Trump.

Det har han skrevet en erindringsbog om, og for en måned siden sendte han sit manuskript til godkendelse i Det Nationale Sikkerhedsråd, som nu har vendt tommelen nedad.

Men det forstår Boltons advokat simpelthen ikke.

- Vi mener ikke, at nogen af oplysingerne i bogen med rimelighed kan betragtes som klassificerede, skriver John Boltons advokat Charles Cooper i et brev til Det Nationale Sikkerhedsråd.

Herunder kan du se de mail, breve og erklæringer, som Boltons advokater og Det Nationale Sikkerhedsråd har sendt til hinanden.

  • Manuskriptet til bogen indeholder i sin nuværende form 'betydelige mængder hemmeligstemplede oplysninger', og 'nogle af disse oplysninger er tophemmelige', skriver Det Nationale Sikkerhedsråd i et brev til John Boltons advokat, Charles Cooper. Rådet henviser blandt andet til en fortrolighedsaftale, som Bolton underskrev, inden han som sikkerhedsrådgiver kunne få adgang til hemmeligstemplede oplysninger. (Foto: BBC)
  • John Boltens advokat Charles Cooper modtog for en uges tid siden et brev fra Det Nationale Sikkerhedsråd, hvor det blev hævdet, at noget af bogen indeholder hemmeligstemplet materiale. Noget af det var ligefrem ’top secret’. Det beder han i dette brev rådet om at følge op på, da han så tidligt som i næste uge kan blive stævnet til at møde for Senatet og vidne i rigsretssagen. Desuden skriver advokaten, at han ikke mener, at det udkast til bogen, som er blevet send til Det Nationale Sikkerhedsråd, med nogen rimelighed kan indeholde hemmeligstemplede oplysninger. (Foto: CNN)
1 / 2

Demokraterne håber på Bolton

Ifølge avisen New York Times sidder Bolton på viden, der kan kaste lys over, hvordan Trump håndterede forholdet til Ukraine og tilbageholdelsen af en milliardstor militær- og sikkerhedsbistand.

Af en kladde til Boltons kommende bog, som avisen refererer til, fremgår det angiveligt, at præsident Trump personligt fortalte sin rådgiver, at han var klar til at tilbageholde bistanden til Ukraine, indtil landet annoncerede eller iværksatte de efterforskninger, Trump ønskede.

Det viste sig at være efterforskninger af Demokraterne og Joe Biden, der ligner en af Trumps største rivaler til det kommende præsidentvalg.

John Bolton og Donald Trump på Boltons første arbejdsdag som national sikkerhedsrådgiver for Donald Trump. (Foto: Carlos Barria © Scanpix)

John Boltons referater i manuskriptet af sine samtaler med Trump har forstærket Demokraternes krav om, at han skal indkaldes som stjernevidne i rigsretssagen mod præsidenten.

Og derfor henstiller hans advokat til, at der hurtigst muligt kommer lys over, om Boltons oplysninger i bogen rent faktisk er hemmeligstemplede.

- I betragtning af, at ambassadør Bolton kan blive indkaldt til at vidne (i Senatet, red.) så tidligt som næste uge, er det bydende nødvendigt, at vi får resultaterne af (Det Nationale Sikkerhedsråds, red.) gennemgang af dette kapitel så hurtigt som muligt. Ring venligst til mig, skriver Charles Cooper i brevet til sikkerhedsrådet.

For Donald Trump er der lang vej til en afsættelse, da Republikanerne har flertal i Senatet, hvor det kræver to tredjedels flertal for at afsætte ham. (Foto: TOM BRENNER © Scanpix)

'Det her kan ende ved domstolene'

Jørn Brøndal, professor og leder af Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet, siger, at man kan spørge sig selv, om Det Hvide Hus lukker ned for bogen af rent politiske grunde:

- Bolton burde vide, hvor grænsen mellem ikke-hemmelige og hemmeligstemplede oplysninger går. Så det kan undre lidt, at det her sker. Jeg tror, at det her meget vel kan ende hos domstolene, i sidste ende hos Højesteret, siger han og fortsætter:

- De oplysninger, der er kommet fra bogen, hvis vi skal tro på, hvad New York Times skriver, betyder, at demokraterne har ret, når de siger, at der er tale om en noget for noget aftale, en såkaldt quid pro quo. Men John Bolton har ikke været ude og bekræfte, at New York Times har ret i sin historie.

Hvis Bolton skal indkaldes som vidne, kræver det et flertal i Senatet, hvor rigsretssagen foregår, og som Republikanerne kontrollerer. Og de seneste vurderinger i amerikanske medier lyder, at den republikanske ledelse har stemmer nok for at blokere for vidner i rigsretssagen. Denne afstemning finder sted i morgen, fredag.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk