Sikkerhedsråd mødes i dag for at drøfte raketangreb

FN's Sikkerhedsråd mødes senere i dag for at drøfte amerikansk raketangreb i Syrien. Rusland kræver fordømmelse.

I onsdags mødtes FN's Sikkerhedsråd for at drøfte giftgasangrebet mod den syriske by Khan Sheikhoun dagen før. Rådet skiltes uden at stemme om en resolution. (Foto: Shannon Stapleton © Scanpix)

FN's Sikkerhedsråd mødes i eftermiddag for at drøfte nattens amerikanske raketangreb mod en syrisk luftbase.

Det oplyser FN-kilder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Rusland har krævet, at FN's Sikkerhedsråd mødes for at fordømme angrebet, der fandt sted tidligt fredag.

- Dette er en aggression på grundlag af et påskud, lød det tidligere i dag fra Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov.

Flybasen ved Homs blev ramt af 59 Tomahawk-raketter, og angrebet har ifølge Det Syriske Observatorium kostet fire syriske soldater livet, og basen er næsten udslettet.

Angrebet var et svar på et formodet giftgasangreb mod civile i den syriske by Khan Sheikhoun i Idlib-provinsen i tirsdags.

Her døde mindst 56 kvinder og mænd og mindst 30 børn.

Ved mødet i FN's Sikkerhedsråd vil der blive givet en briefing om den amerikanske operation, skriver Reuters.

/ritzau/