Sikkerhedsstyrker indtager højeste domstol i ferieparadis

Maldivernes præsident afviser at følge domstolsafgørelse om at løslade ni fængslede oppositionsfolk.

Sikkerhedsstyrker uden for højesterettens bygning mandag i hovedstaden Male i ferieparadiset Maldiverne. (Foto: Torben Christensen /Scanpix © Str / Lehtikuva)

Sikkerhedsstyrker er trængt ind i Maldivernes højesteret, oplyser en talsmand for domstolen til Reuters.

Øjenvidner siger til netavisen Maldives Independent, at kampklædte specialstyrker er gået ind i bygningen.

Det sker, få timer efter at landets præsident, Abdulla Yameen, har indført to ugers undtagelsestilstand.

Undtagelsestilstanden kommer samtidig med en alvorlig strid mellem regeringen og landets højesteret.

Domstolen beordrede i sidste uge regeringen til at løslade ni fængslede oppositionsledere. Præsidenten har hidtil afvist at følge afgørelsen.

Højesteret genindsatte i sidste uge også 12 politikere, som var blevet smidt ud af parlamentet, efter de havde skiftet side og havde sluttet sig til oppositionen.

Med domstolens beslutning har oppositionen - i hvert fald på papiret - flertal i parlamentet.

Opposition: Præsidenten er desperat

Eva Abdulla, der er oppositionspolitiker, siger mandag til nyhedsbureauet Reuters, at undtagelsestilstanden "er et tegn på præsident Yameens desperation".

Undtagelsestilstanden åbner for, at sikkerhedsstyrkerne kan pågribe mistænkte uden at stille dem for en domstol.

Præsident Yameen har i længere tid været under internationalt pres for at frigive de politiske fanger i landet.

I 2015 blev Maldivernes tidligere præsident Mohamed Nasheed idømt 13 års fængsel for terroranklager, som Amnesty International betegner som politisk motiverede.

Året efter fik han lov at rejse til Storbritannien for at modtage lægebehandling, og han har nu fået asyl i landet.

Det var Nasheed, der under klimatopmødet i København i 2009 formåede at sætte det lavtliggende Maldiverne øverst på klimadagsordenen.

Præsident Yameens beslutning om nu at indføre undtagelsestilstand i landet forværrer en politisk krise i østaten i Det Indiske Ocean.

Det er anden gang, at Yameen indfører undtagelsestilstand.

Første gang var i november 2015 efter et påstået attentatforsøg mod ham.

/ritzau/

Facebook
Twitter