Sisi får fire år mere efter egyptisk valg-teater

Den egyptiske præsident al-Sisi vandt en jordskredssejr ved et valg, hvor under halvdelen af vælgerne brugte deres stemme.

Sisi havde ingen reel modstander under valget. Den eneste anden kandidat, Moussa Mustafa Moussa, støtter åbenlyst præsidenten. (Foto: AMR DALSH © Scanpix)

I sidste uge kunne 50 millioner egyptiske vælgere stemme til et præsidentvalg, der var afgjort på forhånd.

Og efter de sidste stemmer er talt op, er det nu officielt, at Egyptens siddende præsident, Abdel Fattah al-Sisi, får fire år mere på posten.

Al-Sisi er genvalgt med 97 procent af stemmerne, oplyser den egyptiske valgkommission, skriver nyhedsbureauet Reuters.

For mange iagttagere har det dog været et helt andet resultat, man har holdt øje med. Nemlig valgdeltagelsen.

Politikere og aktivister fra den egyptiske opposition har opfordret til en boykot af valget, efter at præsident Sisi har slået hårdt ned på politiske modstandere og indskrænket ytringsfriheden og forsamlingsfriheden markant.

Ifølge de politiske modstandere er en lav valgdeltagelse derfor den bedste måde at udtrykke sin utilfredshed med styret i Egypten på.

Ifølge valgkommissionen har 41 procent af de egyptiske vælgere stemt ved valget.

Det er endnu lavere end ved sidste valg i 2014, hvor 47 procent af vælgerne officielt deltog. Her vandt al-Sisi ligeledes med 97 procent af stemmerne.

Facebook
Twitter