I Danmark er skak ikke noget, der afføder imponerende seertal.
Omvendt ser det ud hos vores naboer i Norge, hvor flere hundredetusinde i aften sidder klistret til skærmen, når landshelten og skakmesteren Magnus Carlsen her til aften møder russiske Sergej Kajarkin ved sidste omgang i verdensmesterskabet i skak.
Det fortæller sportsredaktør Øyvind Brenne fra norske VG til dr.dk.
- Det er meget stort, og det bliver større end nogensinde i aften, siger han.
I aften vises skak for første gang direkte på NRK’s hovedkanal NRK1.
Den store interesse for skak skyldes den unge Magnus Carlsen, der er blevet et fænomen i Norge.
- Han er en af vores største kendisser og en af de mest fejrede nordmænd. Han har været et vidunderbarn, og folk har fulgt ham, siden han var meget ung. Selv om mange ikke forstår spillet helt, er de fascinerede af hans hjerne og evner, fortæller Øyvind Brenne.
Håber på fordobling af seertal
Producenten af VGTV’s skaksendinger, Joakim Skogvold, har også store forventninger. Trafiktallet for skakvideoer under dette års verdensmesterskab har allerede ramt fire millioner visninger.
- Det er langt over tallene for VM-kampen for to år siden. Interessen er enorm, siger han til VG.
Hos NRK er man forsigtige, når det kommer til at gætte på tallene for aftenens omgang VM-skak, men bliver der tale om en længere affære, så håber man på en fordobling af seertallet fra tidligere sendinger.
Analysechef på NRK Kristian Tolonen siger til VG, at 200.000 mennesker i snit har set hvert eneste minut af NRK 2’s skaksendinger, hvilket gør skak til en publikumsidræt på linje med mange af landets populære vintersportsgrene.
- Engagementet og tilslutningen fra publikum har været over al forventning, og nu rydder vi NRK1 for at vise skak, siger Kristian Tolonen.
Tilbage på VG hepper Øyvind Brenne på Magnus Carlsen, som han tipper som favorit.
- Det vil være et chok, hvis han taber. Men i et år med Trump og Brexit….